De infinitte former
Infinitiv (navnemåde)
Infinitiv har foranstillet at samt en -e-endelse på verbalstammen (imperativformen), at tænke. Det samme ser vi på norsk å tenke. Svensk har derimod -a-endelse som inifinitivsuffix, att tänka. Vær opmærksom på, at hvis stammen ender på vokal, tilføjes ikke -e på dansk.
Imperativ Infinitiv
Spis! at spise
Løb! at løbe
Spring! at springe
Gå! at gå
Se! at se
Infinitivformen formidler alene verbets rene betydningsindhold, hvad det handler om, uden at der skelnes til modus eller tempus. Formen optræder som nominalled, enten objekt eller subjekt, i en infinitivsætning:
de overvejer at gå hjem (objekt)
det er vanskeligt at gå på isen (subjekt)
Bemærkninger
-
På dansk volder en række fremmedordsverber problemer i infinitiv. Det gælder ord som perspektivere, invitere, konkurrere, reflektere, hvor det er umuligt at høre forskel på udlyden i infinitiv og præsens. Infinitiv ender på tryksvagt -ere og præsens ender på tryksvagt -er, og i begge former smelter det vokalistiske [ɹ] sammen til en rundet å-lyd: [ɒ].
Infinitiv Præsens
Det er sjovt at konkurrere med Else Jeg konkurrerer med
Else har du tænkt dig at invitere Jensens? Ja, jeg inviterer dem
Det er værd at reflektere over Vandet reflekterer solen
-
På dansk (som på svensk og norsk) er infinitivkonstruktionen uden at efter hjælpeverberne og efter sanseverberne, høre, se, føle:
Dorte kan komme ved to tiden
Jeg så ham falde
Jeg hørte hende puste på vej op ad trapperne
Det kan der slet ikke være tale om
Præsens participium (lang tillægsform)
Præsens participium, der kan betragtes som en adjektivering af verbet, har endelsen -ende (modsvarer svensk -ande). Funktionen er at betegne en tilstand eller en repetitiv handling:
han stod bukkende og nikkende foran dronningen hun sad grædende i biografen
hunden løb gøende omkring i haven
Formen kan have forskellige syntaktiske funktioner:
-
Som hovedverbum (på V-plads i sætningsskemaet) efter bevægelses- eller tilstandsverber: Han kom løbende henad vejen (bevægelse) Hun blev siddende på stolen (tilstand)
-
Præsens participium (nutidstillægsform, lang tillægsform) Præsens participium, der kan betragtes som en adjektivering af verbet, har endelsen -ende (modsvarer svensk -ande). Funktionen er at betegne en til- stand eller en repetitiv handling, f.eks.
-
han stod bukkende og nikkende foran dronningen hun sad grædende i biografen
-
hunden løb gøende omkring i haven
-
Formen kan have forskellige syntaktiske funktioner.
-
som hovedverbum (på V-plads i sætningsskemaet) efter bevægelses- eller tilstandsverber
Præteritum participium (datidstillægsform, kort tillægsform)
Præteritum participium har -(e)t endelse (defaultform) og kan enten optræde som et adjektivisk led (attribut) umiddelbart foran et substantiv eller sammen med hjælpeverber danne perfektum og pluskvamperfektum (se senere).
som adjektivisk led i perfektiv tempus
et malet hus huset er malet
et glemt løfte han har glemt løftet
en håndhævet lov er loven håndhævet?
De svage verber af 1. klasse (med præteritumendelsen -ede) danner præteritum participium ved tilføjelsen af -et til ordstammen. De svage verber af 2. klasse tilføjer -t. De stærke verber har for de flestes vedkommende endelsen -et, men kan også have -t.
Svage verber Stærke verber
(-ede-endelse i præt.) (-te-endelse i præt.) (Ø-endelse i præt.)
pillet bragt stukket
elsket lagt gået
kastet spist ædt
eskaleret valgt set
Når et præteritum participium fungerer som et adjektiv bøjes det i bestemthed og tal som adjektiverne; svage verber har endelserne -te eller -ede i bestemt form og pluralis:
ubestemt, singularis bestemt, singularis pluralis
en vasket skjorte den vaskede skjorte (de) vaskede skjorter
et lejet hus det lejede hus (de) lejede huse
en ødelagt stol den ødelagte stol (de) ødelagte stole
et udbragt brev det udbragte brev (de) udbragte breve
Hos nogle stærktbøjede verber finder vi tillige endelsen -ne, f.eks. den bedragne ægtemand, den afhjulpne fare. Disse stærke verber kan ligeledes have genusbøjning i grundformen, f.eks. ved given lejlighed, et givet udsagn.