De infinitte former

Infinitiv

At spise, drikke og sove

Den danske navnemåde

Præsens participium

Løbende, bukkende

Den lange tillægsform

Præteritum participium

Et malet hus, huset er malet

Kort tillægsform

Infinitiv (navnemåde)

 

Infinitiv har foranstillet at samt en -e-endelse på verbalstammen (imperativformen), at tænke. Det samme ser vi på norsk å tenke. Svensk har derimod -a-endelse som inifinitivsuffix, att tänka. Vær opmærksom på, at hvis stammen ender på vokal, tilføjes ikke -e på dansk.

Imperativ                    Infinitiv        

Spis!                                     at spise

Løb!                                      at løbe

Spring!                                 at springe

Gå!                                       at gå
Se!                                        at se

Infinitivformen formidler alene verbets rene betydningsindhold, hvad det handler om, uden  at der skelnes til modus eller tempus. Formen optræder som nominalled, enten objekt eller subjekt, i en infinitivsætning:

de overvejer at gå hjem (objekt)

det er vanskeligt at gå på isen (subjekt)

Bemærkninger

  • På dansk volder en række fremmedordsverber problemer i infinitiv. Det gælder ord som perspektivere, invitere, konkurrere, reflektere, hvor det er umuligt at høre forskel på udlyden i infinitiv og præsens. Infinitiv ender på tryksvagt -ere og præsens ender på tryksvagt -er, og i begge former smelter det vokalistiske [ɹ] sammen til en rundet å-lyd: [ɒ].

Infinitiv                                                     Præsens

Det er sjovt at konkurrere med Else                         Jeg konkurrerer med

Else har du tænkt dig at invitere Jensens?              Ja, jeg inviterer dem
Det er værd at reflektere over                                  Vandet reflekterer solen

  • På dansk (som på svensk og norsk) er infinitivkonstruktionen uden at efter hjælpeverberne  og efter sanseverberne, høre, se, føle:

 

Dorte kan komme ved to tiden

Jeg så ham falde

Jeg hørte hende puste på vej op ad trapperne

Det kan der slet ikke være tale om

 

Præsens participium (lang tillægsform)

Præsens participium, der kan betragtes som en adjektivering af verbet, har endelsen -ende (modsvarer svensk -ande). Funktionen er at betegne en tilstand eller en repetitiv handling:

han stod bukkende og nikkende foran dronningen hun sad grædende i biografen

hunden løb gøende omkring i haven

Formen kan have forskellige syntaktiske funktioner:

  1. Som hovedverbum (på V-plads i sætningsskemaet) efter bevægelses- eller tilstandsverber:            Han kom løbende henad vejen (bevægelse) Hun blev siddende på stolen (tilstand)

  2. Præsens participium (nutidstillægsform, lang tillægsform) Præsens participium, der kan betragtes som en adjektivering af verbet, har endelsen -ende (modsvarer svensk -ande). Funktionen er at betegne en til- stand eller en repetitiv handling, f.eks.

  3. han stod bukkende og nikkende foran dronningen hun sad grædende i biografen

  4. hunden løb gøende omkring i haven

  5. Formen kan have forskellige syntaktiske funktioner.

  6. som hovedverbum (på V-plads i sætningsskemaet) efter bevægelses- eller tilstandsverber

Præteritum participium (datidstillægsform, kort tillægsform)

 

Præteritum participium har -(e)t endelse (defaultform) og kan enten optræde som et adjektivisk led (attribut) umiddelbart foran et substantiv eller sammen med hjælpeverber danne perfektum og pluskvamperfektum (se senere).

som adjektivisk led     i perfektiv tempus

et malet hus                      huset er malet
et glemt løfte                    han har glemt løftet
en håndhævet lov           er loven håndhævet?

De svage verber af 1. klasse (med præteritumendelsen -ede) danner præteritum participium ved tilføjelsen af -et til ordstammen. De svage verber af 2. klasse tilføjer -t. De stærke verber har for de flestes vedkommende endelsen -et, men kan også have -t.

Svage verber                                                     Stærke verber

(-ede-endelse i præt.)               (-te-endelse i præt.)               (Ø-endelse i præt.)

pillet                                     bragt                              stukket
elsket                                    lagt                                 gået
kastet                                    spist                                ædt
eskaleret                               valgt                                set

Når et præteritum participium fungerer som et adjektiv bøjes det i bestemthed og tal som adjektiverne; svage verber har endelserne -te eller -ede i bestemt form og pluralis:

ubestemt, singularis          bestemt, singularis                 pluralis

en vasket skjorte                den vaskede skjorte             (de) vaskede skjorter
et lejet hus                          det lejede hus                      (de) lejede huse
en ødelagt stol                   den ødelagte stol                (de) ødelagte stole
et udbragt brev                  det udbragte brev               (de) udbragte breve

Hos nogle stærktbøjede verber finder vi tillige endelsen -ne, f.eks. den bedragne ægtemand, den afhjulpne fare. Disse stærke verber kan ligeledes have genusbøjning i grundformen, f.eks. ved given lejlighed, et givet udsagn.