Tempus (tid)
Tempuskategorien er en måde at angive, hvordan det, verbet beskriver, udspiller sig i forhold til meddelerens faktiske tale- eller skrivesituation.
På dansk har vi – som det gælder svensk og norsk – kun to morfologiske bøjningsformer, når det gælder tempus: præteritum og præsens, hvis former er beskrevet i det forgående. De øvrige tider dannes ved brugen af hjælpeverber (have, være, vil, skal), der står i finit form, og et efterfølgende hovedverbum (i infinitiv eller participium).
Både præsens og præteritum kan dels have en bestemt afgrænset betydning, hvor der henvises til unikke begivenheder i nutiden eller fortiden, og dels indgå i generiske, habituelle udsagn, hvor der henvises til fænomener i almindelighed:
Unik
præteritum: hunden sov i hundekurven, men den vågnede, da du kom
præsens: hunden sover i hundekurven, men den vågner nok snart
Generisk
præteritum: hunden sov altid i hundekurven og aldrig i min seng
præsens: hunden sover altid i hundekurven og aldrig i min seng
PERFEKTUM (FØRNUTID) OG PLUSKVAMPERFEKTUM (FØRDATID)
Verberne danner perfektum og pluskvamperfektum ved hjælp af hjælpe- verberne er/var, har/havde + præteritum participium-formen.
Bemærk, at når verbet betegner en bevægelse, en ændring af en tilstand eller et resultat, benyttes er/var, i alle andre sammenhænge har/havde, f.eks.
Han er rejst til Stockholm
Dorte er løbet ind til byen
Hunden er gået ud i haven
Jeg er faldet for Anna
Hun var gledet
Han har set hende
Kim har købt billetterne
De havde aftalt det hele på forhånd
Han har flyttet stolen
Hun har taget sine forholdsregler
I svensk og norsk benyttes kun har/hade: Hunden har gått ut i trädgården, han har rest till Bergen (sv), hunden har gått ut i hagen, han har rest till Bergen (no)
Futurum (fremtid)
I modsætning til en lang række sprog har de skandinaviske ikke morfologisk futurum. Udsagn om fremtiden kan dannes ved brug af hjælpe- verberne skulle, ville, f.eks. jeg skal i skole, jeg vil gå. Ville udtrykker en vilje, der er agentens egen, mens skulle i højere grad signalerer, at der er tale om noget, der pålægges agenten udefra, se f.eks. følgende replikskifte
Du skal fandeme komme!
Ja, ja måske, hvis jeg vil
Bemærk, at på dansk – som vi ser det på svensk og norsk – kan skal anvendes uden bevægelsesverbum, f.eks. jeg skal i biografen (jf. sv. Jag ska på bio, no. jeg skal på kino).
Andre muligheder for dannelse af futurum er at benytte præsens (+ evt. tidsadverbial), f.eks. Okay, jeg kommer (i morgen).
Hverken i dansk eller norsk finder vi det svenske kommer att som futurumsdannelse: Jeg kommer att bli kvar till i morgon.