De finitte former
Imperativ (bydemåde)
Imperativ betegnes formmæssigt som verbets stamme, og formen har således ingen endelse. Som vi også ser det på norsk, f.eks. lev!, skakk! I svensk kan imperativen både have har a-endelse og nulendelse (tala, köp).
Imperativ anvendes i reglen, når udsagnet har beordrende eller opfordrende karakter og betyder, at sprogbrugeren forsøger at påvirke en samtalepartner til at realisere sætningsindholdet:
gå! giv agt!
stå vagt! vent!
skrid! tal!
lav det om! dans!
Når verberne optræder i imperativ, kan der opstå nogle ordformer med konsonantcluster i udlyd, hvilket ellers ikke kendetegner det danske sprog, f.eks. udvikl, krydr, behandl. Vi finder dog aldrig to ens konsonanter, jf. snak og ikke *snakk, som vi kan have det i norsk og svensk.
Konsonantendelser i imperativ giver ikke problemer i talesproget, men i skriftsproget virker de påfaldende udanske og imperativen omformuleres derfor i reglen til en mere neutral udtryksmåde, f.eks.
Talesprog Skriftsprog
sagtn farten i svinget! sæt farten ned i svinget!
klatr ikke i træet! lad være med at klatre i træet
saml kortene sammen! gider du samle kortene sammen?
I visse tilfælde benyttes et accenttegn (accent aigu) i skriftsproget for at markere imperativens udtale, fordi ordet ellers ville kunne forveksles med (homografiske) substantiver med samme ordstamme, f.eks. rapportér, kontrollér, notér.
Præsens (nutid)
Den morfologiske præsensendelse er -(e)r, som sættes på verbets stamme (= imperativ). Når imperativen ender på trykstærk vokal tilføjes blot -r
Imperativ Nutid
løb for helvede! jeg løber
dril hende ikke du driller
hyl ikke! hunden hyler grin ikke af mig!
Pia griner kom nu! De kommer
glo den anden vej! Hvad glor du på?
gå din vej! Han går på arbejde
stå ikke der! Står det fem nul til Brøndby?
Der er enkelte afvigelser. Verber med -s-endelse i nøgen form har ingen præsensendelse, f.eks. slås, væmmes, længes, synes.
Præteritum
Præteritum anvendes først og fremmest som tempuskategori (se senere). Hertil kommer en anvendelse i hypotetiske udsagn (irrealis): bare det var sandt, hvis du vidste!, samt som høflighedsform i særlige samtalesituationer: De kunne vel ikke sige mig... Ville De være så venlig…, Det var god kaffe! Desuden anvendes præteritum, når man vil udtrykke forsigtighed (tvivl) eller overraskelse, jf. Det var måske en god ide. Der var du heldig!
På dansk, som i alle andre germanske sprog, skelnes mellem stærke og svage verber, og på dansk, svensk og norsk er det gennemgående de samme verber, som bøjes henholdsvis stærkt og svagt. På dansk finder vi dog færre stærke verber end på norsk og svensk.
De svage verber, der er langt de mest almindelige, har endelserne -ede eller -te i præteritum på dansk – altså to klasser i modsætning til det svenske og norske sprogs tre. De stærke verber har Ø-endelse i præteritum og aflyd (= ændring af ordrodens vokal):
Svage verber
1. klasse: kastede, lukkede, nikkede
2. klasse: spiste, hilste, låste
Stærke verber
æde – åd Ø
stikke – stak Ø
gå – gik Ø
Bemærkninger
1. Der bliver stadig færre stærke verber på dansk (omkring 120 i dag). F.eks. sagde man tidligere: han grov et hul i jorden, han knak nødden, hvor vi i dag ville sige han gravede et hul i jorden, han knækkede nødden. Enkelte verber indtager en mellemstilling mellem stærk og svag og vil sandsynligvis med tiden overgå til udelukkende at optræde som svage, f.eks. brast/bristede, hang/hængte, gøs/gyste.
2. Der findes imidlertid en enkelt undtagelse fra ovenstående tendens, nemlig verbet fnise, der oprindeligt optrådte i præteritum med svag bøjningsform, fniste/fnisede. Ved retskrivningsreformen i 1986 blev det ligeledes korrekt at benytte den stærke bøjningsform fnes.
3. Stærke verber, der ender på -ld eller -nd får -t i præteritum, f.eks. holdt, vandt.
4. Nye verber på dansk bøjes efter svagt mønster, f.eks. zappe: zappede, chatte: chattede.
5. Generelt er der som nævnt overensstemmelse mellem dansk, svensk og norsk, når det gælder fordelingen af svage og stærke verber. De følgende verber er eksempler på, hvordan det også kan variere de skandinaviske sprog imellem: betød (dk), betydde (sv no); døde (dk, no), dog (sv).
Optativ (ønskemåde)
Ligesom imperativ er optativ (ønskemåde eller forestillende måde) ikke in- dikativ modus (af latin = måde), hvilket vil sige, at der ikke refereres til en foreliggende virkelighed, men hvordan sprogbrugerne måtte beordre (imperativ) eller kunne ønske sig (optativ), at det, verbet udsiger, finder eller vil finde sted. Optativ er en uddøende form og optræder udelukkende i faste, ofte højtidelige vendinger. Formen dannes med imperativ + e og er dermed lig infinitivformen (se senere).
Præsens (indikativ) Optativ
Kongen lever Kongen leve!
Gud sker lov Gud ske lov!
Fanden tager mig Fanden tage mig!