Verber (udsagnsord)
Verberne er den ordklasse, som har den mest omfattende bøjning, fordi de binder ytringen sammen både syntaktisk og indholdsmæssigt. De kan udtrykke en tilstand (f.eks. sidder), en handling (f.eks. løber) eller en forandring (f.eks. dør) og kan dermed betegnes som det led i sætningen, der tilfører de øvrige led dynamik og udtrykker den aktivitet, der udføres: Achmid ligger og sover. Han taler i søvne; så vågner han og går ud af huset.
Finitte og infinitte verber
Der skelnes mellem finitte og infinitte verber, hvor de førstnævnte er sætningsdannende verber, der indgår en forbindelse med sætningens subjekt og danner, hvad vi kalder neksus. Med andre ord er de finitte verber de verber, der – i modsætning til de infinitte – kan optræde alene i en sætning, og som skal være der, før vi kan tale om en sætning, der hviler i sig selv. En undtagelse for kravet om tilstedeværelsen af et subjekt findes i imperativformen, der på dansk hedder bydemåde, hvor subjektet kan synes forudsat. Det er ofte en kort talehandling: Skrid!
Finitte verbalformer
Imperativ (bydemåde)
Præsens (nutid)
Præteritum (datid)
Optativ (ønskemåde)
lev!
lever
levede
Kongen leve!