Tekstprøver til selvstudium

Analyser én af teksterne blandt sprogprøverne med henblik på dansk stave- og skrivepraksis. Du skal f.eks.  kigge på, i hvilken udstrækning der bliver gjort brug af fremmede bogstaver (q, x, z, c, w), stabilitet i skriften generelt, fremmede ord, store bogstaver i substantiver, ekstra vokal for at betegne længde, staves diftongerne øi eller øj, ordstoffet osv.  På den baggrund skal du gøre rede for, hvordan du kan se, hvornår teksten er skrevet i forhold til de skriveregler, der har hersket i dansk til forskellige tider:

Christiern Pedersen: Af Om børn ath holde tilt Scole och Studium (1531)

Anders Sørensen Vedel: Af ”Arkonas Erobring” fra Den Danske Krønicke (1575)

Peder Syv: Af Nogle betenkninger om det Cimbriske Sprog (1663)

Ludvig Holberg: Af Det arabiske Pulver (1724)

Jens Baggesen: af Labyrinthen (1792–93)

Adam Oehlenschlæger: "Fædrelands-Sang" (ca. 1819)

Søren Kierkegaard: af Enten – Eller (1843)

Steen Steensen Blicher: ”Jyden han æ stærk og sej” (1846)

Herman Bang: af ”Branden” Fra Nationaltidende (1884)

Martin A. Hansen: af Agerhønen (1947)

Karen Blixen: af Skæbneanekdoter (1958)

Af Simon Hove Nielsen: af Levende Billeder (1997)

Jobindex.dk (2016)

Christiern Pedersen
Af Om børn ath holde tilt Scole och Studium (1531)


Nw effter thi ath de vnge menniske, drenge oc piger, kunde icke altid side stille, men de mwe endelige lege, hoppe, løbe, dantze oc springe oc gøre andre saadanne børnactelige leeg oc gerning, som de haffue løst och begering till, Och mand kan icke vel forbiude dem saadan vngdommis leg oc løst, Oc det vaare icke helder gaat ath mand det giorde aldelis, Hwi maa mand da icke saa vel sette dem til scole oc studium, men de ære vnge, J huilke de kunde lære konst oc visdom, Oc huorledis de skulle leffue, Effter thi at Gud haffuer nw giffuit sin store naade der till, At børn oc vnge menniske kunde nw lære meth leeg, løst oc glede alle honde visdom oc konst oc atskillige tungemaall for vden saadan wbarmhertelige hwdstrwgelse, slag och plagger aff ferler oc aff store bøddels riss, som mand pleyde før ath bruge i vaare Danske, Suenske och Norske scoler.

 

Anders Sørensen Vedel
Af ”Arkonas Erobring” fra Den Danske Krønicke (1575) - oversættelse (gendigtning) af Saxos Danmarkshistorie


Som Krigsfolcket skermyssede saaledis met huer andre, hende det sig, at en gild vng Karl iblant de Danske bleff var, huor Jorden vaar falden fra Taarnet hos Porten, oc der vaar vorden en stor Reffue, som en rund Hule eller en bage Oen, imellem Taarnet oc Volden. Der hand dette saa, tenckte hand ved sig selff, at her skulde snart bliffue gode raad, oc bad sine Staalbrødre, at de vilde stinge deris spidze ind i Volden oc hielpe hannem der met ind i denne Hule; hand vilde giøre sit beste, at berede dem veyen til Seyruindingen offuer Fienderne. Der hand vaar kommet op i Hulen oc vaar nu skudfri for Fienderne, begerede hand, at de skulde recke hannem nogen halm oc straa op, at hand kunde der aff optende en ild. De atspurde hannem, om han haffde fyrtøy hos sig. Hand sagde, at hand haffde baade Fyr iern oc flinte Steen hos sig, oc bad dennem, at de skulde ickon vere til rede at hielpe hannem ned igien, naar Jlden begynte at brende. Lycken hjalp Mod oc Dristighed, at der kom wforuarendis en frem met it læss Langhalm, som hand vilde selff hafft til sit behoff. Dette toge de fra hannem til en bedre oc nytteligere brug. Den ene kaste neg effter neg til den anden, indtil det kom dem til hende, som stode vnder Porten. De førte det siden met en snarhed op i Hulen met deris spidze, vden all forhindring oc modstand. Thi Taarnet vaar saa bret forbygt vd paa begge sider, at Borgerne kunde dog icke kommet til at giøre dem nogen synderlig skade. Der til met haffde de intet hold ellet vact paa Taarnet, oc ey heller gaffue nogen act paa, huad her vaar forhaanden.

 

Peder Syv
Af Nogle betenkninger om det Cimbriske Sprog (1663)


Enddog mand skal beflitte sig paa de beste sprog, det Hebraiske, Grædske og Latinske oaf., hvilket hør de lærde til, saa og paa det Franske, Vælske oas., hvilket de i synderlighed skulle giøre, som ville rejse elder omgaaes med mange: Saa bør det dog en hver at vide sit fæderneland den skyldighed og lade see sin fliid vdi sin moders-maal til grunde at forstaa og med vindskibelighed at forbedre, i henseende, at de som anvende stoor umage paa fremmede sprog, men lade sit eget ligge og foracte det, ere de huusholdere ikke ulige, som med sin egen skade ere omhyggelige at vide oc beskikke fremmet handtering, men i deris eget ere de blinde og uagtsomme. Enten at meniskene kædes ved sit eget og hafve lyst til fremmet, elder-og fordi de ere begierlige at vide formeget og derfor glemme sig selv. Mand vil helder vide mange ting end faa vel. Mand vil være mester i fremmede sprog og hafver ikke endnu lærd sit eget. Det holdes skammeligt, om nogen forseer sig med en bogstav i andre sprog, men i vort eget forsee vi os mogsen i hvert oord. Vi foracte os selv og derfor foragtes.

 

Ludvig Holberg
Af Det arabiske Pulver (1724)


Scene 1
OLDFUX. Denne Bye er dog ikke saa liden som jeg havde bildet mig ind. Her er ogsaa en hob smukke Huse, hvilket gir tilkiende, at her maa boe formuende Folk. Men see! jeg er aldrig ærlig, om det ikke er min gamle Cammerat Andreas, som jeg ikke haver seet i saa mange Aar. Andreas er det dig eller din Gienfærd?
ANDREAS. Ej Monfrere Oldfux! er det mueligt, at jeg skal have den Lykke at finde dig her saa uformodentlig?
De omfavner, kysser hinanden, og græder.
OLDFUX. Ach, min ærlige Ven og troe Stalbroder! jeg er færdig at daane af Glæde at see dig her. Jeg tænkte at du havde været hængt for mange Aar siden. Men jeg merker, at du forstaaer din Profession; thi det er ingen Konst at stiæle, det kand en grov Bonde giøre, men at stiæle saaledes, at man aldrig blir greben, det kalder jeg at forstaae sit Handverk.
ANDREAS. Jeg takker dig skyldigst, Monfrere, for de gode Tanker du har om mig. Det er mig ikke liden Fornøyelse at være berømmet af saadan brav Mand, som du est. Jeg takker ellers mine Forældre for god Optugtelse og Formaning, som jeg haver ført mig til Nytte allevegne, hvor jeg har været i Verden; saa jeg kand sige, uden at rose mig selv, Monfrere, at jeg har aldrig været greben meere paa mine Gierninger end een gang, da jeg dog kom temmelig vel derfra, thi jeg miste ikke mere end to af mine Øren.
OLDFUX. Ej Bagatelle! et par Øren meer eller mindre, det vil ikke meget sige. Jeg merker, at det er derfor at du gaaer med den Polske Hue.
ANDREAS. Ja vist, derfor hilser jeg Folk ikke anderledes end Officererne naar de trækker op paa Vagt, bukkende mig lidt, læggende Haanden på Huen; mange sige derfor, at jeg er storagtig, men de giør mig min Troe stor uret, thi jeg er ikke mindre end storagtig. Men hvorledes har det ellers behaget Monfrere at leve?

 

Jens Baggesen
”Spidsen af Spiiret”, af Labyrinthen 1792–93


Triumph! Her staaer jeg paa spiirspidsen af dette Taarn. Hvilken uophørlig Stigen! hvilken Møie, Anstrængelse, Udmattelse, Fare! mine Knæe zittrede, den varme Sveed blev kold, jeg kunne næsten ikke mere, det sortnede for mit øie, mens hele den levende Verden gleed bort under min Fod – men jeg anspændte med convulsivisk Iver de sidste døende Kræfter – og nu! hvilken Seier, hvilken Himmel, hvori jeg svimler ...
Hele Strassburg med alle sine Bygninger (en nedtraadt Myretue) med al sin Vrimmel og Larm af myldrende Arbeidere, Broeslidere, og marscherende Tropper – omringet af utallige mindre Tuer, Landsbyer, Skove, Lyststeder – den hele uafseelige Flade, Rhinen giennembugter, Elsas, Baaden og Brisgau, omrandet af Lothringens og Schwarzwalds Bierge – ligger udbredt som et Kort dybt under mit neddalende Blik! Triumph! saa møisom og farlig er Vejen til Selvtilfredshed; men saa glimrende er Oversigten fra dens lyse Top! ...
Ætheriske Suusevinde giennemstrømme dette Steentelt, hvorover den høieste hugne Steen paa Jorden hviler. Hvor nær synes jeg at være de smaae Skyespætter i den blaa Himmel over min Isse! hvor dybt skuer jeg ned paa den høie Hovedbygning hvis Tag dog neppe naaes af Øiet fra Gaden! Som Skroget fra Toppen af Skibsmasten seer Staden ud fra denne Taarnspidse.
Hvilken gyselig Allarm, af de neden under rullende Vogne, de rørte Trommer, de stigende Hammerslag, og de døvende Klokkers voxende Dundren! Hæver sig Taarnet, eller Kronen jeg staaer i, af det opfarende Bulder? [...] Lettes min bævende Fod fra Toppen af Høiden, den rører? Bortfører mig ikke den vingede Skye, som nærmer sig piilsnar mit Standpunkt? Jeg Fiær! Jeg Fnug – paa Spidsen af denne svimmelhøie Colossus! Hvorved skal jeg holde mig fast? ved den glatte Steen? ved det afslebne Jern? ved den strømmende Luft? – Hvormed skal jeg krampe mig fast? med den bævende Fod? med den zittrende Haand?

 

Adam Oehlenschlæger
Fædrelands-Sang (ca. 1819)


Der er et yndigt Land,
Det staaer med brede Bøge
Nær salten Østerstrand;
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Freias Sal.
Der sad i Fordums Tid
De harniskklædte Kæmper,
Udhvilede fra Strid;
Saa drog de frem til Fienders Meen,
Nu hvile deres Bene
Bag Høiens Bautasteen.
Det Land endnu er skiønt,
Thi blaa sig Søen bælter,
Og Løvet staaer saa grønt;
Og ædle Qvinder, skiønne Møer,
Og Mænd og raske Svende
Beboe de Danskes Øer

 

Søren Kierkegaard
Af ”Ligevægten mellem det Æsthetiske og det Ethiske i Personlighedens Udarbejdelse”
fra Enten – Eller (1843)


Hvad jeg saa ofte har sagt Dig, det siger jeg endnu engang, eller rettere det tilraaber jeg Dig: enten – eller ...
Paa mig har disse Ord altid gjort et stærkt Indtryk, og gjøre det endnu, især naar jeg saaledes nævner dem blankt og bart, hvori jo ligger en Mulighed for at sætte de forfærdeligste Modsætninger i Bevægelse. De virke paa mig som en BesværgelsesFormular, og min Sjæl bliver i høi Grad alvorlig, stundom næsten rystet. Jeg tænker paa en tidlig Ungdom, hvor jeg uden ret at fatte, hvad det er at vælge i Livet, med barnlig Tillid hørte paa Ældres Tale, og Valgets Øieblik blev mig høitideligt og ærværdigt, uagtet jeg i at vælge kun fulgte en Andens Anviisning. Jeg tænker paa de Øieblikke i et senere Liv, hvor jeg stod paa Skilleveien, hvor min Sjæl modnedes i Afgjørelsens Stund. Jeg tænker paa de mange mindre vigtige men for mig ikke ligegyldige Tilfælde i Livet, hvor det gjaldt om at vælge; thi om der end kun er eet Forhold, hvor dette Ord har sin absolute Betydning, hver Gang der nemlig paa den ene Side viser sig Sandhed, Retfærdighed og Hellighed, paa den anden Side Lyst og Tilbøieligheder, og dunkle Lidenskaber og Fortabelse, saa er det dog altid af Vigtighed ogsaa i Ting, hvor det i og for sig er uskyldigt, hvilket man vælger, at vælge rigtigt, at prøve sig selv, at man ikke engang med Smerte skal begynde et Tilbagetog til det Punkt, man gik ud fra, og takke Gud, om man ikke har mere at bebrejde sig end at have spildt sin Tid ...

 

Steen Steensen Blicher
”Jyden han æ stærk og sej” (1846)


Jyden han æ stærk aa sej,
modde baad i Nøj aa Nej;
goer ed op, aa goer ed nier,
aaller do faatawt ham sier.
Først næ dær æ Nøe pofahr,
kommer Jyden ud aa Dar;
men han goer ett ind igjen,
fa’ de Uhn han haa gjent hen.
Læ wos aaltid blyw ve de!
Faar si Baeen kan kjennes ve!
Søen et Sind da hær i Noer
haall sæ ve, te aalt faagoer!

 

Herman Bang
Af ”Branden” Fra Nationaltidende 1884


Jeg vil forsøge at skrive saa rolig som muligt. Men naar jeg løfter Øjnene, ser jeg en ustandselig Ildregn af Gnister falde tæt udenfor Vinduerne, og de bestandige Knald fra det brændende Slot naar mine Øren som Knald af en Tirailleurild. Man skriver med rystende Haand og sydende Hoved. Meget af det skrevne vil falde sammen med andet, men det er uundgaaeligt.
Klokken halvsyv bragtes mig Budet. Der blev en urolig Støj paa Gaden, og mens jeg styrtede ud, samlede Folk sig i Portene, udenfor Husene; der paakom En en dump Angst som overfor et sig nærmende Jordskælv. Himlen flammede, og man saa allerede Lyshavet ligesom en Purpurstrøm isprængt med mørk Røg. Ved Frue Kirke faldt Funkerne som en Regn. Men endnu vidste ingen, hvor Ilden var. Man raabte ”Kristiansborg”. Jeg hørte, mens jeg løb, da Flammerne rødt steg op over en Sidegade, et langt Kvindeskrig. Det var en ung pige, som faldt forlæns om paa Jorden.
Saa saa jeg paa Højbro Flammerne staa ud af Slottets Tag. Her oppe fra Vinduerne saa man Tunger slikke hele Rygningen. Jeg gik ned og trængte mig atter gennem Mængden, den var tavs og nedslaaet. Ingen talte med hinanden. Kvinderne græd og jamrede. Ildregnen var saa hæftig, som om den udkastedes fra et Krater; ført af Stormen, der tog til, faldt Funkerne som en Sne af Ild over Thorvaldsens Musæum, over Kirken, her over Huset og i Kanalen.
Jeg kom ind igennem St. Jørgens Port. Forvirringen var ubeskrivelig. Man hørte uafbrudt Raab om Vand, Skrig om at redde Malerisamlingen. Det var en fuldstændig Raadløshed. Sprøjterne arbejdede stærkt, saa snart der skaffedes Vand, men der var intet. Ildregnen faldt saa tæt over Slotsgaarden, at Funkerne hængte i ens Klæder.
Den uendelige Knitren af Ilden lyder ligesom Geværsalver. Man render allerede imellem hinanden for at redde de sindssvageste Ting.

 

Martin A. Hansen
Af ”Høstgildet” fra Agerhønen (1947)


En Mikkelsaften for mange Aar siden skete der paa en sjællandsk Gaard et Dødsfald, som brat og uhyggeligt forstyrrede Høstgildet og standsede den travle Larm i det store Hus. Efter denne Hændelse hvilede der nogle Aar en dyster Bodsskygge over Gaardens lave Straatage og den mørke Frugthave. Klarsynede kunde se den. Nu er det glemt. Gaardfolk, Gæster, Tyende er gaaet samme Vej som det sagesløse Offer, der ikke havde meget at vente af Verden som Verden ikke af ham. Havde han levet et fuldt Liv, vilde han maaske have sat endnu svagere Spor, end han gjorde med sit tragiske Endeligt, som sidenhen, da den friske Uhygge var vejret bort, blev et Snakkens Krydder og et Erindringens Peberkorn, hvad al Ulykke og Elendighed bliver til, før det glemmes.
Den Aften straalede Lyset ud af alle de smaa Vinduer i Gaardens lange Stuelænge; men Skæret kunde knap trænge ned til Enden af den fugtige Have, saa taaget og tæt var Septemberaftenen, hvis Mørke gik i eet med sorte nypløjede Marker. Indenfor dampede Stegers og Køkken, hvor Kvinder larmede med Gryder og Tallerkener, næsten sanseløse af Travlhed og Ængstelse. Husmoderen ilede frem og tilbage gennem det lange Hus, i sin sorte, knitrende Silkekjole, hvis Ærmer var brættet op over de svære Arme. Hendes Stol oppe ved Kvindebordet stod ofte tom, og med brunt Fedt eller rødt Syltetøj paa Fingrene løb hun ustandselig for at redde et eller andet, jaget af den husmoderlige Uro, der kan blive værre end Frygten for en Barsel. Naar hun for gennem den lille, sure Folkestue, som de to Tællelys daarligt kunde oplyse, raabte hun hver Gang, at de maatte sørge for at fylde Tallerkenen og tage sig en Dram.
Folkene, Gaardens egne og et Par fremmede Kørekarle, tog godt til sig af Mad, Gammeløl og Dramme. Brændevinen virkede allerede paa dem, saa de blev nærgaaende mod de tjenende Piger. De havde deres Morskab af Drengen Jens Otto som de vilde have til at tage endnu en Snaps. Røgteren Johan førte an i Spasen.

 

Karen Blixen
Af ”Ringen” Fra Skæbneanekdoter (1958)


En Sommermorgen for halvandet Hundrede Aar siden gik en ung Godsejer og hans Kone ud at spadsere paa deres Jord.
De havde været Mand og Kone en Uge. Det havde ikke været let for dem at faa hinanden, for hendes Familie var højere i Rang, og rigere, end hans. Men de to Unge – som nu var treogtyve og nitten Aar gamle – havde elsket hinanden fra Barndommen og havde været standhaftige i deres Kærlighed, – tilsidst havde hendes adels- og pengestolte Forældre maattet give efter.
De Nygifte var over al Beskrivelse lykkelige. Nu var det slut med de korte, stjaalne Møder og de smaa taarevædede ind- og udsmuglede Billetter. Nu var de eet for Gud og Mennesker, aabenlyst for hele Verden kunde de spadsere Arm i Arm, og køre ud i samme Vogn, og de skulde spadsere og køre saaledes til deres Dages Ende. Deres fjerne, uopnaaelige Paradis var nedsteget til Jorden og havde – sælsomt og henrykkende – vist sig at være fyldt med alle Hverdagens smaa Foreteelser: med Leg og Gækkeri, med Morgenkaffe og Aftente, med Heste og Hunde, med svingende Hølæs og Tordenbyger og Regnbuer.
Konrad, den unge Ægtemand, havde højtideligt lovet sig selv, at fra nu af ingen Sten skulde findes, og ingen Skygge falde, paa hans Elskedes Vej. Lovise, den unge Kone – som hendes Venner kaldte Lise – følte med sig selv at hun for første Gang i sit Liv var fri som Fuglen i Luften, fordi hun fra nu af aldrig kunde tænkes at have nogen Hemmelighed for sin Mand.
De landlige, enkle Forhold i Lises nye Liv paa Gaarden fortryllede og henrykte hende fra Dag til Dag. Hun maatte mange Gange om Dagen standse paa sin Gang i Huset og le ved Tanken paa sin Mands Bekymring for, at den Tilværelse han kunde byde hende ikke ret skulde være hende værdig.

 

Af Simon Hove Nielsen
Af ”Sort guld” fra filmmagasinet Levende Billeder, februar 1997


Årets NatFilm Festival byder på en stribe klassiske blaxploitationfilm, og i den anledning varmer Levende Billeder op med historien om Shaft, Sweetback, Foxy Brown og alle de andre sorte superhelte, der med en (ob)skøn blanding af sex, vold, mandschauvinisme, selvlysende habitter, plateau-støvler og meterhøjt afrohår skabte film med en uvurderlig racepolitisk betydning i de tidlige 70’ere.
Gennem hele filmens historie har der været én genre, der ufortrødent har gået sejrsgang, både hvad angår antallet af produktioner og den mængde penge filmene, som oftest, skovlede ind. En genre der har budt på alt lige fra westerns til blød porno og fra agentfilm til science fiction. Genren, eller måske rettere begrebet, er exploitation-film. Det engelske ord ’exploitation’ betyder ’udnyttelse’ og er meget betegnende for denne genre. Men hvad er det der udnyttes?
Man kan fristes til at sige alt. Det drejer sig om små film, lavet på små budgetter og med mere eller mindre ukendte skuespillere i hovedrollerne. Det, der gør disse film overlevelsesdygtige rent økonomisk, er, at de på den ene eller en anden måde kan profilere sig billigt og effektivt, ved at udnytte aspekter i filmen, som man regner med rammer et bredt publikum. Det kan være en genre der er helt oppe i tiden. Fx kom der en flodbølge af hajfilm efter ’Dødens gab’ hittede, ’Fredag d. 13’ fostrede hundreder af plagiater, ’Stjernekrigen’ satte fuld fart i de ellers lidt rustne science fiction-hjul, og ’Eksorcisten’ fremmanede den ene besatte skuespillerinde efter den anden.

 

Jobindex.dk (2016)

User Experience Designer (UXD)
Widex A/S, Lynge
Vil du være med til at sikre brugervenligheden i Widex’ produkter og indgå i vores agile tværfaglige teams sammen med andre engagerede kolleger? Så er du måske vores nye User Experience Designer.
Vi søger en ny medarbejder til vores udviklingsafdeling Global Development, nærmere betegnet til WASS (Widex Audiological Software Solutions). WASS består af flere forskellige fagteams (SW udviklere, audiologer, testere, support og UXD’ere).
Vores primære ansvar er at udvikle software, der skal benyttes af høreapparattilpasseren i forbindelse med tilpasning og finjustering af høreapparater. Programmets fremtoning og usability er af stor vigtighed. Du vil indgå i UXD teamet, som har ansvar for at sikre høj usability i en bred portefølje af Widex’ produkter, som ud over software også bl.a. består af høreapparater og tilbehør.

Widex A/S, 29. juni   Virksomhedsprofil      Gem job       Følg
    
    

Senior it developer for Collateral Management, Markets IT
Danske Bank, Copenhagen
We are looking for a senior it developer for Collateral Management. As part of a small team you will be working directly with our colleagues on the business side - from the idea is generated to the solution is implemented.
You will be required to take an informal leading role in a team of developers with different skills and areas of responsibility. Especially important is the ability to continuously improve the quality of the system and inspire your colleagues to become excellent developers.
The Collateral Management development team support business initiatives within collateral management, third party collateral management and client clearing. We also transform regulatory legislation into competitive advantages and new client offering and work on improving the offerings in cooperation with the business areas.

Danske Bank, 29. juni    Gem job    Virksomhedsprofil      Følg