Det store retskrivningsmøde og de første officielle reformer

Retskrivningsspørgsmålet blev mere og mere aktuelt op igennem 1800-tallet, ikke mindst forårsaget af den almindelige undervisningspligts indførelse i 1814, der betød, at det jævne folk efterhånden blev bedre til at læse og skrive. En bidragende årsag til udbredelsen af det danske sprog var ligeledes N. F. S. Grundtvigs (1783–1872) fundering af højskolebevægelsen, der havde som erklæret mål at uddanne og dygtiggøre almuen.


I udgivelsen Forsøg til en videnskabelig dansk Retskrivningslære fra 1826 gør den danske sprogforsker Rasmus Rask (1787–1832) sig til talsmand for, at skriftsproget bør basere sig på udtalen: for hver lyd i udtalen skal der svare ét – og kun ét – bogstavtegn. Dette indebar bl.a., at Rasmus Rask var fortaler for, at de stumme bogstaver skulle afskaffes, og at fremmedordene skulle fordanskes. Efter Rasks død blev hans arbejder videreført i skandinavistisk retning af bl.a. hans ven og studiekammerat N. M. Pedersen (1791–1864), der skulle blive den første professor i de nordiske sprog i Danmark. Ved det store retskrivningsmøde i Stockholm i 1869, hvor sprogvidenskabsmænd, kunstnere og politikere fra Norge, Danmark og Sverige mødtes for at diskutere, hvorledes de tre landes ortografi kunne tilnærme sig hinanden, hvilede diskussionen i høj grad på Rasmus Rasks sprogopfattelse. I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at det danske sprog stod noget tilbage for det svenske, når det gjaldt fasthed og enkelhed i ortografien. Mens svenskerne allerede i 1700-tallet begynde at fordele de store og små bogstaver efter fransk mønster, dvs. som vi kender det i de nordiske sprog i dag, benyttede danskerne stadigvæk – efter tysk mønster – versalerne for at markere appellativer. Og hvor fremmedordene i vid udstrækning blev forsvensket i svensk, blev der taget meget få initiativer i den retning i Danmark.
De vigtigste forslag til forandringer, der fremkom på mødet i Stockholm, og som vedrørte det danske sprog, kan sammenfattes i følgende punkter:


1)    stort begyndelsesbogstav i substantiver afskaffes
2)    dobbelt <aa> udskiftes med <å>
3)    kort æ skulle skrives med <æ>, når udtalen var æ (ofte benyttedes grafemet <e>, jf.

       tidligere)
4)    afskaffelse af palataliseringsmarkøren i <gj>, <kj> og <skj> foran vokalerne <e>, <æ> og

       <ø>
5)    <x> udskiftes med <ks>
6)    afskaffelse af <d> foran <sk>
7)    afskaffelse af <d> i kombinationen <nds>
8)    skrivemåden <qv> ændres til <kv>
9)    dobbeltvokal som længdemarkør afskaffes
10)    afskaffelse af dobbeltkonsonant i udlyd og foran anden konsonant
11)    <ei>, <øi> og <ai> ændres til <ej>, <øj> og <aj>
12)    frakturstil erstattes af antikva
13)    udenlandske ord, der var optaget i det danske sprog, skrives efter de danske regler


Året efter retskrivningsmødet, i 1870, udgav den danske delegerede Svend Grundtvig (1824–83) Dansk retskrivningsordbog, som mødedeltagerne var blevet enige om.


Ordbogens samlede fremstilling af de temmelig vidtgående ændringsforslag gjorde imidlertid skolemyndighederne forskrækkede, og det stod hurtigt klart, at mødedeltagernes anbefalinger ikke uden videre ville blive taget til efterretning og sendt ud til landets skoler. Med henblik på at redde hovedprogrammet fra retskrivningsmødet udarbejdede 13 ansete sprogfolk og forfattere, heriblandt den danske delegation i Stockholm, et mere spiseligt forslag, der udskød nogle af punkterne til et mere lempeligt tidspunkt.

 

Dobbeltskrevne vokaler og konsonanter
Blandt de punkter, der i første omgang blev sorteret fra, finder vi overraskende nok udskiftningen af dobbelt <aa> med det nordiske <å> (pkt. 2). Tiden var heller ikke moden til at udskifte stort begyndelsesbogstav i substantiver (pkt. 1). Palataliseringsmarkøren fik også lov at blive siddende (pkt. 4), og udskiftningen af <x> med den rent danske bogstavforbindelse <ks> (pkt. 5) blev heller ikke gennemført. Forslaget om, at det korte [e˔], der vekselvis var skrevet med <e> og <æ> (svensk <ä>) gennem historien, skulle skrives <æ> (pkt. 3), blev der heller ikke rørt ved. Af den grund ser vi i dag, at en række beslægtede ord bliver skrevet forskelligt i dansk og svensk, f.eks. hjerte/hjärta, jern/järn, fjerde/fjärde, begge/bägge.


Efter denne frasortering kunne man nå til enighed om at gennemføre en række ændringer, og følgende punkter fra mødet i Stockholm blev godkendt af den siddende regering og ophøjet til norm for dansk retstavning i 1872. Det gælder bortfaldet af <d> foran <sk> (pkt. 6), f.eks. Vædske > Væske, Pidsk > Pisk, kydsk > kysk, tydsk > tysk, Kudsk > Kusk. Hertil kommer bortfald af <d> i kombinationen <nds> (pkt. 7): Prinds > Prins, Grændse > Grænse, Glands > Glans, gandske > ganske. Imødekommet blev også udskiftning af <qv> mod <kv> i hjemlige ord (pkt. 8), f.eks. Qvinde > Kvinde, Qvæg > Kvæg, Qværn > Kværn, Quarter > Kvarter, beqvemme > bekvemme.


Den dobbeltskrevne vokal samt det understøttende <e> for at betegne vokallængde, der havde været et relativt fast element i den ortografiske praksis siden 1600-tallet, blev nu taget bort i så godt som alle ord (pkt. 9). I svensk var længdebetegnelser af vokalerne ophørt allerede i 1700-tallet, men nu faldt de altså også i dansk, f.eks. Huus > Hus, Tiid > Tid, Been > Ben, troer > tror, fiin > fin, Deel > Del, Iis > Is. 


Dobbeltkonsonant i udlyd og foran anden konsonant blev afskaffet (pkt. 10). Når det gælder dobbeltkonsonant i udlyd, var der i realiteten tale om en formalisering af en skrivepraksis, der allerede blev efterlevet.


Skrivningen <ei> og <ai> for diftongen [ei̯] samt <øi> for diftongen [øi̯], som havde domineret op igennem historien, blev nu normaliseret <ej> og <øj> (pkt. 11), f.eks. <Vej>, <Dej>, <Øje>, <Støj>. Det blev endvidere godkendt, at de latinske bogstaver (antikva) skulle afløse de gotiske (fraktur), som Danmark – siden bogtrykkerkunstens ankomst – havde benyttet under indflydelse fra tysk (pkt. 13).


På baggrund af ovenstående regler, som altså havde fået myndighedernes godkendelse, udarbejdede Svend Grundtvig ordbogen Dansk Haandordbog (1872). Den kan betragtes som den første officielle ordbog, men den betød ikke, at der faldt der ikke ro over retskrivningsspørgsmålet i Danmark. Ude omkring i landet, ikke mindst i højskolekredse, var opbakningen bag de retskrivningsnormer, der var blevet udarbejdet på mødet i Stockholm og i første omgang afvist, så markant, at flere ændringer fulgte. I 1889 blev det ved en bekendtgørelse indført, at palataliseringsmarkøren <j> foran fortungevokaler i kj- og gj-forbindelser faldt bort (pkt. 4), f.eks. gjøre > gøre, Gjæst > Gæst, igjen > igen, kjende > kende, kjøre > køre, kjære > kære. Kj- og gj-forbindelsen blev dog fastholdt helt op i dette århundrede i visse proprier.


I Stockholm var der taget initiativ til en generel fordanskning af fremmedordenes udseende (pkt. 13). I 1872 var dette blevet efterlevet på et enkelt punkt ved udskiftningen af <qv> mod <kv> i hjemlige ord (pkt. 8). I bekendtgørelsen af 1889 gik man videre i denne retning. Nu blev <x> erstattet med kombinationen af de danske bogstaver <ks> (pkt. 5), f.eks. Examen > Eksamen, existere > eksistere, Exempel > Eksempel, Text > Tekst. En lignende udskiftning af x’et er ikke sket i svensk, hvorfor der optræder stavemåderne strax, växa, existera, exempel osv. Den generelle fordanskning af ordbilledet kom i 1889 til at berøre <c> samt de græske stavemåder <ph>, <rh>, <th>. Grafemet <c> blev erstattet af <k> i ord som Capitel > Kapitel, Balcon > Balkon, Vocal > Vokal, Coloni > Koloni. I denne forbindelse blev <ck>-kombinationen samtidig forvandlet til <kk> i dansk. I Sverige gik det anderledes. Der blev <ck> normaliseret, hvorfor vi i dag finder følgende forskelle mellem de to sprog takke/tacka, lakke/lacka, trykke/trycka, tikke/ticka. Hvad angår <k> for <c> i dansk skal det dog understreges, at når <c> repræsenterer en s-lyd og ikke en k-lyd, så beholdes <c>, f.eks. <centrum>, <præcision>, <citron>.


Hvis vi kigger på forandringen af den græske skrivepraksis <ph>, der efter de nye regler skulle erstattes af <f>, så rammer det ord som Physik > Fysik, Prophet> Profet. I bogstavkombinationen <rh> falder h’et bort, f.eks. Rhytme > Rytme, Rheumatisme > Reumatisme. Tilsvarende falder h’et væk i <th>, som f.eks. Theater > Teater, Theolog > Teolog, Theori > Teori.


Det generelle ønske om fordanskning af ortografien kom også til at berøre de franske stavemåder for ø- og æ-lyden, <eu> og <ai >, der nu blev afløst af de danske modsvarigheder <ø> og <æ>, f.eks. Culeur > Kulør, Ingenieur > Ingeniør, raisonnere > ræsonnere.


År 1900 blev pluralisendelserne valgfrie: vide > vide/ved, elske > elske/elsker. Skønt pluralis-formen med e-endelse hurtigt forsvandt ud af skriftbilledet, blev den formelt først afskaffet i forbindelse med retskrivningsloven af 1997.


Som det er fremgået, er ændringerne i den danske ortografi i perioden efter retskrivningsmødet i 1869 både omfattende og kendetegnet ved en stor detaljeringsgrad. Med henblik på en nærmere belysning af den nye skrivepraksis, skal vi studere en sprogprøve, der er blevet til før retskrivningsreformerne. Vi skal undersøge, hvilke ord der berøres af forandringerne. Tekststykket er et uddrag af H.C. Andersens (1805–1875) eventyr ”Den lille Idas Blomster” fra 1835.

Sprogprøve 7
”Mine stakkels Blomster ere ganske døde!” sagde den lille Ida. ”De vare saa smukke iaftes, og nu hænger alle Bladene visne! Hvorfor gjøre de det?” spurgte hun Studenten, der sad i Sophaen; for ham holdt hun saa meget af, han kunde de allerdeiligste Historier og klippede saadanne morsomme Billeder; Hjerter med smaa Madamer i, der dandsede; Blomster og store Slotte, hvor Dørene kunde lukkes op; det var en lystig Student! ”Hvorfor see Blomsterne saa daarlige ud i Dag?” spurgte hun igjen, og viste ham en heel Bouquet, der var ganske vissen.
”Ja veed Du, hvad de feile?” sagde Studenten. ”Blomsterne have været paa Bal i Nat, og derfor hænge de med Hovedet!”
”Men Blomsterne kunne jo ikke dandse!” sagde den lille Ida.
”Jo”, sagde Studenten, ”naar det bliver mørkt, og vi Andre sove, saa springe de lystigt omkring; næsten hver evige Nat har de Bal!” [...]
”De ere inde paa Slottet!” sagde Studenten. ”Du maa vide, at ligesaa snart Kongen og alle Hoffolkene flytte herind til Byen, saa løbe Blomsterne strax fra Haven op paa Slottet og ere Lystige. [...]
”Er det at bilde Barnet saadant Noget ind!” sagde den kjedelige Cancellieraad, der var kommen på Besøg og sad i Sophaen; han kunde slet ikke lide Studenten og gnavede alletider, naar han saae ham klippe de løierlige, morsomme Billeder: snart en Mand, der hang i en Galge og holdt et Hjerte i Haanden, for han var en Hjertetyv, snart en gammel hex, der red på en Kost [...] ”er det Noget at bilde Barnet ind! det er den dumme Phantasie!”

Hvis vi til en begyndelse ser nærmere på de ord, der rammes af den nye regel om skrivningen <ks> i stedet for <x>, så overgår det gloserne <strax> (21) og <hex> (29), der efter reformerne bliver <straks> og <heks>. Når det gælder brugen af <k> i stedet for <c>, så berøres den latinsk-danske sammensætning <Cancellieraad> (24), der bliver <Kancellieraad>. 


Hvad angår de fremmedartede stavemåder <ph>, <rh> og <th>, så berører de nye regler ordene Sophaen > Sofaen (25) og Phantasie > Fantasi (30). Hvis vi herefter kigger på afskaffelsen af <d> i nds-forbindelser, så vedrører det tekstens to former af ordet danse: <dandsede> (6) og <dandse> (14). Bortfaldet af dobbeltvokal eller <e> som længdemarkering rammer ordene: see > se (8), heel > hel (9), veed > ved (11), saae > saa (26). Og efter de nye normer forsvinder palataliseringsmarkøren <j> i <kjedelige> (24), <gjøre> (3) og <igjen> (9). Hvis vi endelig kigger på et udpluk af tekstens verbalendelser, finder vi en række pluralisformer af den ældre type, der får sideformer efter 1890: ere > ere/er (1), vare > vare/var (2), hænge > hænge/hænger (12), flytte > flytte/flytter (20).

Retskrivningsreformen af 1948 og Dansk Sprognævn
På initiativ fra daværende undervisningsminister Hartvig Frisch (1893–1950) fik Danmark i 1948 en retskrivningsreform, der betød, at stort set alle de staveændringer, som var forberedt 80 år tidligere ved det nordiske retskrivningsmøde i Stockholm i 1869, nu blev virkeliggjort. I en bekendtgørelse fra statsministeriet samme år blev retskrivningens råderum udvidet til at gælde hele statstjenesten. Tidligere havde sprogrigtighedsspørgsmålet først og fremmest været et anliggende for skolevæsenet og de højere læreanstalter.


Som tidligere nævnt havde substantiverne i dansk siden 1600-tallet været særmærket med stort begyndelsesbogstav efter tysk forbillede. Denne skrivepraksis ophørte i Sverige i løbet 1700-tallet, men holdt sig helt frem til reformen af 1948 i Danmark. Selv om stærke kræfter – som f.eks. Peder Syv – allerede i midten af 1600-tallet havde slået til lyd for en ændring af denne stavemåde, var det ikke lykkedes at komme denne praksis til livs. I nyere tid havde f.eks. forfatteren og litteraten Ernst von der Recke (1848–1933) indædt forsvaret de store bogstaver under henvisning til, at de forhindrede sammenfald mellem ord som Sukker (subst.) og sukker (verb.), Kort (subst.) og kort (adj.), og efter von der Recke stod andre parat og beskyttede versalerne. Efter Anden Verdenskrig banede den anti-tyske (og pronordiske) stemning imidlertid vejen for en afskaffelse, og herefter har de store bogstaver i dansk kun interpunktionsfunktion og til opgave at angive proprium i løbende tekst.


En anden ændring i forbindelse med 1948-bekendtgørelsen var indførelsen af de nuværende stavemåder af modalverbernes præteritumform <kunne>, <ville> og <skulle>, der før blev skrevet <kunde>, <vilde>, <skulde>. På dansk fik vi således på den ene side sammenfald mellem præteritum- og infinitivformerne, men kom på den anden side en af de mest frekvente stavefejl til livs.


En tredje, vigtig ændring af det danske skriftbillede, der indtraf 1948, var indførelsen af bolle-å i stedet for dobbelt <aa>, f.eks. staal > stål, aal > ål, taage > tåge, vedgaa > vedgå. Indførelsen af det længe ventede <å> løb imidlertid ikke stille af. Retskrivningen var godt nok blevet et statsligt anliggende ved statsminister Hans Hedtofts direktiv i 1948, men juridisk set stod landets kommunale forvaltninger uden for reformen (først med retskrivningsloven i 1997 gælder den autoriserede retskrivning for hele det officielle Danmark). Nogle kommuner tog omgående ændringerne til sig, og begyndte at skrive deres stednavne med <å> i stedet for <aa>, det gælder f.eks. Århus. De fleste kommuner – f.eks. Aalborg og Aabenraa – foretrak af historiske årsager at fastholde det gamle bynavns stavning, hvilket ihærdigt blev indskærpet omgivelserne. Eftersom den statslige institution Stednavneudvalget var gået over til at anvende <å> i stedet for <aa>, var Statsministeriet imidlertid stærkt interesseret i, at kommunerne makkede ret og fulgte trop, idet det ville være uhensigtsmæssigt, såfremt autoriserede kommunale og statslige publikationer ikke havde samme retskrivning i landets bynavne. Men kommunerne gav sig ikke, og næsten 30 år senere, under Poul Schlüters regering i 1984, gav man op over for problemet og tillod begge staveformer i proprier.
Når det gælder <aa> i de danske personnavne efter 1948, var disse undtaget de nye regler, hvilket i realiteten var ensbetydende med, at der var valgfrihed: Duegaard/Duegård, Lindegaard/Lindegård. Langt de fleste foretrak den gamle stavemåde.


Uregelmæssighederne omkring <aa> og <å> i person- og stednavne var imidlertid ikke det eneste drama. Ved en forglemmelse var det ikke blevet besluttet, hvor i alfabetet det nye bogstav <å> skulle indplaceres, og der opstod en heftig ordstrid om, hvorvidt det skulle stå først eller sidst (i norsk stod det sidst). Jørgen Glahder, der siden 1923 havde stået for den officielle retskrivningsordbog, slog til lyd for den norske model, mens filologen Lis Jacobsen foretrak rækkefølgen <å>, <a>, <b>. I 1953 var Lis Jacobsen hovedredaktør af Politikens Nudansk Ordbog, hvis første bind kom til at hedde Å-L. Efter en længere periode med diskussion og uensartet alfabetisering rundt omkring i landet – samt uoverensstemmende signaler fra undervisningsministeriet – udsendtes i 1955 et cirkulære om, at å skulle placeres sidst i alfabetet efter ø.


1955 var også året, da Dansk Sprognævn blev oprettet med sprogforskeren Peter Skautrup (1896–1982) som formand. Frem til 1961 sorterede nævnet under undervisningsministeriet, og herefter, som et signal om at retskrivningsspørgsmålet var et almenkulturelt anliggende, under det nydannede kulturministerium. Sprognævnet, hvis stiftelse var inspireret af de øvrige nordiske landes sprognævn (Nämnden för svensk språkvård 1944, Norsk språknemnd 1952), fik nu officielt til opgave at fastlægge den danske retskrivning og redigere og udgive den autoriserede danske retskrivningsordbog. Nævnets opgave er at følge med i sprogets udvikling og svare på befolkningens spørgsmål om dansk sprog og sprogbrug. Nævnet har ikke til opgave at tage initiativ til nye retskrivningsreformer, men udelukkende at rette deciderede fejl, tage stilling til inkonsekvenser og optage nye ord i den alfabetiske del af ordbogen. På et overordnet niveau er en af nævnets hovedopgaver at styrke og værne om det nordiske sprogfællesskab, og i reglen konsulterer de nordiske sprognævn hinanden, inden der tages stilling til f.eks. stavningen af nye, angloamerikanske låneord. 


Mindre end et år efter Dansk Sprognævns grundlæggelse udkom den første retskrivningsordbog (RO55), der byggede på bekendtgørelsen af 1948.


Som en sprogprøve fra tiden før reformen 1948 og RO55 er i det følgende valgt et tekstudsnit af H.C. Branners (1906–66) novelle ”To Minutters Stilhed” fra 1947.
 

Sprogprøve 9
Han slap [...] Gulvtæppets Mønster med Øjnene og gav sig til at søge omkring efter noget der kunde hjælpe ham til at tænke paa hende, og han fandt et Tørklæde, et rødt Tørklæde paa det lille Bord ved Sengen, og rakte Haanden frem og tog det, men det var saa tyndt og let at hans Fingerspidser næsten ikke kunde føle det, og han tog det op for Ansigtet og saa igennem det, og det lugtede svagt af Parfume og var som et rødt Pust, et Spindelvævspust, og han syntes han saa Ragna i en rød Kjole for mange Aar siden og tænkte paa Ragna som hun var dengang. 

Forslaget om at indføre små bogstaver i substantiver baserede sig dels på det nordiske argument, dels var formålet at komme en skrivepraksis til livs, der var ophav til langt de fleste stavefejl på dansk. Hvis vi kigger på sprogprøven herover og forestiller os, at den udsættes for de nye skriveregler, så neutraliseres ikke mindre end tre tænkbare stavefejl i den første linje: Gulvtæppets > gulvtæppets, Mønster > mønster, Øjnene > øjnene. Hvad bolle-å for <aa> angår, rammer denne ændring ligeledes en stor mængde ord, f.eks. paa > på (3), Haanden > hånden (4), saa > så (5), Aar > år (9). Som kuriosum kan det indskydes, at bortfaldet af dobbelt <aa> reducerede trykkeomkostninger med en mindre procentdel, eftersom der nu blev færre tegn i den løbende tekst.


Hvis vi leder efter tekstens udgående stavemåder af modalverberne, finder vi <kunde> (2) og vilde (10). 


De nye retskrivningsregler fra 1948 (først og fremmest bolle-å og små bogstaver i substantiver), ændrer i høj grad udseendet af skriftbilledet. Sammenlign tekststykket herover med efterfølgende sprogprøve, der stammer fra Tage Skou-Hansens (f. 1925) roman Tredje halvleg fra 1971.

Sprogprøve 10
Verner læste også jura og rykkede ind på min gang efter første del. Han var søn af en arbejdsmand i Sønderjylland og et værre hængehoved. Sur og tvær af komplekser, med håndsved og nervøse trækninger om munden. Meget flittig altid. Meget imponeret af studiet. Det var også svært at forestille sig ham som sagfører i retten. Han havde aldrig en mening om noget og manglede helt selvtillid.
Men han var skrap til fodbold. Man kunne ikke se det på ham. Den rigtige fodboldskikkelse er tæt og hurtig. Tung og let på samme tid og ikke for høj. Verner var kantet og mager med store knogler.
Jeg så ham den søndag han kom på divisionsholdet som venstre half. Makker til Stump i højre side. Det er jo ikke svært at spille fløjhalf. Der er god plads. Man kan ikke undgå at komme meget med i spillet og man behøver ikke have talent. Det er en plads for møvere, men jeg har nu sjældent set nogen møve som Verner.

I eksemplet her fra 1971 er alle ændringer fra reformen af 1948 samt justeringerne fra 1955 gennemført, men i tiden umiddelbart efter ændringerne, var der en vis modstand. En ”Kreds af det danske Sprogs Venner”, der blandt andre talte sprogmanden Johannes Brøndum Nielsen og litteraten Paul V. Rubow, udgav pamfletten Truslen mod vort Skriftsprog i 1951, som punkt for punkt gendrev de nye skriveregler. Forfattere som Karen Blixen, Aage Dons, Frank Jæger, Thorkild Hansen og flere med dem lod deres værker trykke efter de gamle retskrivningsregler, og Ærø Folkeblad fastholdt de store bogstaver i substantiverne til 1965, mens dobbelt <aa> først forsvandt fra Børsens spalter i 1969.