Holberg-tiden

En vigtig anledning til at en officiel normering af den danske ortografi lod vente på sig, var, at andre, mere etablerede skriftsprog end dansk spillede en fremtrædende rolle i kulturelle, forskningsmæssige, såvel som administrative sammenhænge. I løbet af 1700-tallet begyndte dette langsomt at ændre sig, og det danske standardsprog begyndte efterhånden at gøre sig gældende på bekostning af fremmedsprogene. Diplomatiets sprog, der tidligere havde været tysk eller fransk, blev erstattet af modersmålet, og i hæren, hvor kommandosproget havde været tysk, blev dansk indført 1773. Men nok så vigtigt vandt dansk indpas i litteraturens verden, hvor latinen tidligere havde været toneangivende. Dette skete først og fremmest takket være Ludvig Holberg (1684–1754), der udbredte det nationale skriftsprog som kultursprog gennem sin store produktion inden for de litterære hovedgenrer drama og prosa. Hertil kommer, at han i rigt mål affattede mindre essays, de såkaldte epistler, der udkom i perioden 1748–54, samt historiske arbejder på dansk (Dannemarks Riges Historie 1732–35).


Holberg, der var nordmand, var dog på ingen måde sprogfornyer. Hans skriftsprog var i høj grad præget af romanske fremmedord (latin og fransk), ligesom syntaksen generelt var tung og kancelliagtig. Og selv om han ofte gjorde nar af den klassiske-pedantiske stil i sine berømte komedier, hvor han lagde ordene i munden på godtfolk og derigennem indarbejdede dialektismer og slang i sine tekster, ændrer det ikke ved det generelle indtryk af en noget pompøs og stivnet skriveform. Holberg introducerede altså det danske sprog som et fuldt anvendeligt litteratursprog, uden at han kunne karakteriseres som sprogfornyer. Sproghistorisk har denne omstændighed givet ham en position som overgangsfigur mellem ældre og yngre nydansk.


Det følgende tekstuddrag er fra ”Epistola CLXXIX” fra 1748.

Sprogprøve 3
Jeg haver ofte udi mine Skrifter tilkiendegivet, at jeg holder uskyldig Lyst lige saa fornøden for Sindet, som Mad og Drikke er for Legemet. De fornuftigste Lovgivere have været af saadanne Tanker; og ere de besynderligen at berømme, som have seet til, at det som kaldes dulce er mænged med utile: Det er, at Lystighederne ere ikke alleene uskyldige, men end og saadanne, at en Stad eller et Societet derved kan zires og undervises. Blant saadanne Lystigheder regner jeg tvende, som for kort Tiid siden ere stiftede udi denne Hoved-Stad, nemlig det Musicalske Societet og de Danske Skuespill. Hvad det første angaar, da bestaaer det af adskillige Liebhabere og af alle Slags Stands-Personer, henved 40 udi Tallet, naar de alle ere samlede. De samme have udi en kort Tiid saaledes tiltaget udi Musiken, at mange af dem kand passere for Mestere. Og, saasom dette Societet tiener til Konstens Forfremmelse, og tillige med er en Zirath for Staden, ønske alle dets Vedligeholdelse, helst, saasom det kand skee ved en gandske maadelig Bekostning. Hvad Comoedierne angaaer, da ere derom differente Meeninger. Fanatici havde stedse regnet Skuespill blant syndige Lyster, og adskillige andre have prædiket derimod, men ere kraftigen igiendrevne af de strængeste og fornuftigste Moralister. De Argumenter som bruges pro og contra, vil jeg her ikke anføre, saasom de ere alle bekiendte: Jeg vil ikkun alleene sige dette, at vore Danske Skuespill have omstøbt disse Rigers Almue ligesom udi en anden Form, og lært dem at raisonnere om Dyder og Lyder, hvorom mange tilforn havde kun liden Idée.

I første omgang kalder det fremmede ordstof på opmærksomhed, f.eks. dulce (6), utile (7), Societet (8), passere (16), differente (20), pro (24), contra (24), raisonnere (28), som i originalteksten var udhævet med antikva, mens den øvrige tekst var i fraktur. Påfaldende for en nutidig læser er ligeledes de tunge sætningskonstruktioner, f.eks. hvorom mange tilforn havde kun liden Idée (28–29). Forkærligheden for det sammensatte adverbium udi, som vi finder benyttet ikke mindre end seks gange, bidrager yderligere til at gøre sproget stift. Hvad ortografien angår, finder vi længdebetegnelse af vokaler gennem dobbeltskrivning: <seet> (6), <alleene> (7), <Tiid> (10), som vi tidligere har behandlet.


Hvis vi et øjeblik forlader Holbergs autentiske sprogprøve, er det generelt interessant for perioden, at oplysningstidens bestræbelse og iver efter fasthed i ortografien ikke sjældent medførte inkonsekvente skrivemåder. Det skete nemlig, at ét ords stavemåde blev fastlagt på baggrund af den samtidige udtale, mens et andet ord fik sin udformning på baggrund af sine etymologiske forbindelser. Resultatet er, at vi den dag i dag har en række sproghistoriske modsætninger i det danske skriftsprog. Hvis vi f.eks. kigger på stavemåden af et ord som <dag>, er der tale om en etymologisk overholdt ortografi (oldnord. dagr, sv. dag), mens bogstaveringen af ordet <lov> derimod bygger på en fonetisk korrekt stavemåde (oldnord. log, sv. lag). Hvis vi kigger på de forbindelser, hvori de to bogstaver <d> og <g> optræder stumt, så er de faldet bort i nogle ord, f.eks. <svie> (sv. svida) og <tie> (sv. tiga), men er fastholdt i andre, f.eks. <midt> og <sige>. I kombinationerne -ld og -nd, der ved assimilation giver sammenfald med -ll og -nn (i ældre middeldansk), fastholdes overvejende de oprindelige stavemåder (f.eks. <milde>, <guldet>, <hånden>, <båndet>). I sprogbrugernes iver efter at stave rigtig, blev disse former imidlertid produktive og giver anledning til de hyperkorrekte staveformer, vi finder i f.eks. ord som <kalde>, <fuld>, <spilde>, <kende>, <tynd>, hvor der fejlagtigt bliver tilføjet et stumt <d>. På svensk har disse beholdt den oprindelige skrivemåde med dobbeltkonsonant: <kalla>, <full>, <spilla>, <känna>, <tunn>. Hvis vi nu vender tilbage til sprogprøven fra Holberg, finder vi ordet <kalde> (6), der i Christiern den Tredies Bibel (sp. 1: 21) optræder i sin præteritumform med den gamle stavemåde uden <d>: <kallede>.


Puristerne
Fra midten af 1700-tallet slår en kulturel strømning igennem, der vil rense det danske sprog for udenlandsk islæt, og under denne synsvinkel blev Holberg ikke overraskende opfattet som temmelig utidssvarende. Puristernes målsætning var dels at fjerne fremmed ordstof og finde danske afløsningsord, dels handlede det om at benytte de danske bogstaver i stedet for de udenlandske. En af de tænkere, der først og fremmest sættes i forbindelse med sprogrensningen, var Jens Schielderup Sneedorff (1724–1764), der i sit tidsskrift Den patriotiske Tilskuer, som udkom med to numre ugentlig i perioden 1761–63, var fortaler for de danske erstatningsord. Af gloser, der slog igennem og var med til at fordanske skriftbilledet, og som i øvrigt er kurante den dag i dag, kan f.eks. nævnes: beundring, overdreven, smag, lidenskab, storhed, kærtegn, virksom, sandsynlig, tiltro, undvige, afkorte, fornemmelse, omdømme.


Som en sprogprøve er valgt et uddrag af Den Patriotiske Tilskuer, der for en stor dels vedkommende er bygget op omkring fiktive samtaler i et lille, sluttet selskab bestående af en præst, en købmand, en herremand og så den fæstebonde, som følgende tekstbid handler om.

Sprogprøve 4
Den fjerde Lem af Selskabet er en Bonde. Mange Læsere ville standse ved dette Ord og troe, at det er en Trykfeil. En Bonde i Selskab med skikkelige Folk, med en Herremand af en gammel Familie, med en lærd Mand og en Kiøbmand, som eier meer end en Million! Kan en Bonde tale fornuftig? kan han sige noget som er værd at lade trykke? De Læsere, som tænke saaledes, tillade mig at spørge, om de have været i Norge eller Marsklandene, i Engelland eller i Schweitz. Saa stor Forskiel som der er paa Mennesker fra den klogeste Mand i Europa indtil den dummeste Neger paa vore Colonier, saa stor Forskiel er der paa den Art af Mennesker, som vi indbefatte under det almindelige Navn af Bønder. Denne Bonde beviser det med sit Exempel. Endskiønt han er ligesaa virkelig en Bonde som alle andre Sognemænd i hans Bye, ansee de ham dog med saadan en Forundring, at de fleste holde ham for en Troldmand og havde for lang Tid siden stenet ham af Byen, dersom Præsten ikke havde taget hans Partie. Hans Forældre, som vare velhavende Bønder, lod ham lære at læse og skrive og efterlod ham Gaarden i maadelig Tilstand. Han var ved Herremandens Tiltrædelse til Godset den eneste Bonde, som eiede noget. Den gode Orden, som hans nye Herskab indførte, gav ham endnu mere Lyst til at forhverve. Han talede ofte med Præsten om Landhuusholdningen ...

I modsætning til Holbergs indviklede sætningsperioder og dannede ordstof, finder vi her en letløbende sprogbrug, der har hentet sin inspiration hos franskmænd som Voltaire og Montesquieu. Ved overvejende at benytte danske gloser undgår Sneedorff stort set brugen af de fremmedartede bogstaver. Ud over <z>, <w> og <c>, der uvilkårligt følger med omtalen af landet Schweitz (8), finder vi kun <x> i <exempel> (13) og <C> i <Colonier> (11). Hvor f.eks. Holberg anvender det franske låneord <differente> (20) (différence) vælger Sneedorff det plattyske indlån <Forskiel> (11) (Vorschel), og hvor det hedder <raisonnere> (28) hos Holberg, hedder det <tænke> (7) hos Sneedorff.


Retskrivningssituationen i slutningen af 1700-tallet
I slutningen af 1700-tallet ser vi for første gang i historien et officielt tiltag i retskrivningsspørgsmålet. Den umiddelbare anledning var, at danskundervisningen indførtes som disciplin på latinskolerne (1775), hvorfor der blev behov for læsebøger, som afspejlede det danske skriftsprog. Som mønsterværk til efterfølgelse blev der peget på Ove Mallings (1746–1829) historiske beretninger Store og Gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere fra 1777 (som blev benyttet i den danske skole i mere end 100 år). Skoleundervisningen, herunder højtlæsningen af modersmålet, har utvivlsomt betydet, at udtalen begyndte at lægge sig efter den skrevne form. Dialekterne trængtes tilbage, og visse ord fik med tiden restitution af stumme bogstaver, f.eks. <d> i ordet <hyrde>.


I det følgende er valgt en sprogprøve, der stammer fra afsnittet ”Religion” i Ove Mallings skolebog.

Sprogprøve 5
Knud den Store var opdragen i Vaaben. Han havde fulgt sin Fader paa Krigstogene, og saagodtsom ei hørt tale om andet end at flaae, dræbe, underkue Mennesker, og grundfæste Vælde. Hans unge Siel var derved saaledes bleven hærdet, at han i Begyndelsen af sin Regiering undertiden glemde Retfærdighedens Grændser, og henfaldt til Grumhed. Ren neppe havde han sat sig fast paa Tronen, neppe vundet Tid og Rolighed til et sindigere Liv, før han nøie eftertænkde sit Kald og sine Pligter, saae tilbage paa sit forrige Forhold, følede hvori han havde faret vild, fortrød det, og fattede fast Forsæt at forbedre sig. Den christelige Religion, som da var bleven bekiendt i Norden, tilbød ham Veiledning. Knud var villig til at ledes, og blev ei alene en mild, men endog en gudfrygtig Konge. ”Jeg giver eder tilkiende”, skrev han engang til nogle af de Mægtige i Landet, ”at jeg ydmygeligen har lovet den almægtige Gud, herefter at leve som det sig bør” [...].

Dette brev blev skrevet fra Rom, hvor Knud i nogen Tid opholdt sig. Folket saae deraf, hvor hældige Virkninger Religionen havde paa hans Hjerte. Da han kom tilbage, blev det endnu mere kundbart; han vaagede da for at udbrede Christendom og Kundskab, han gjorde priselige Indretninger for Kirken; han gav Love til at afskaffe Laster ved Hoffet og i Landet; han ansatte Lærere, og beskyttede dem; han talede selv ofte og med Fynd til Religionens og Dydens Ære.

Tekstens nøgterne og ordknappe fortællestil ligger langt fra Sneedorffs flydende prosa (sprogprøve 4). Til gengæld finder vi betydelige ligheder, når det gælder ortografien. Hos Malling som hos Sneedorff finder vi så godt som ingen låneord, og indslaget af fremmede bogstaver er forsvindende lille. Kun i de to varianter af samme ord <christelige> (11) og <Christendom> (22) optræder et <c>.
 

Som nævnt blev Mallings bog gjort til rettesnor for stavemåden, men år 1800 kommer en mere generel udmelding fra regeringen, der fastslår, at undervisningen i modersmålet skal ”følge den Orthographi, som af Fædrenelandets bedste og meest klassiske Prosaister bruges”.


Som endnu en sprogprøve fra slutningen af 1700-tallet er medtaget et stykke højlitterært prosa, der viser, at det danske skriftbillede i sagens natur ikke udvikler sig skridt for skridt mod en stadig større forenkling og fasthed, men at forskellige genrer og strømninger trækker i forskellige retninger, hvorfor den ministerielle anvisning om at tage ved lære af de toneangivende prosaister kunne være svær at følge. Tekststykket stammer fra Johannes Ewalds (1743–81) selvbiografiske Levnet og meninger fra 1774–78.
 

Sprogprøve 6
Jeg dreyede mig, med Flasken i Haanden om imod Norden, imod vort lykkelige Dannemark; som dengang i forbigaaende sagt, syntes mig det ulykkeligste Land blant alle, fordi det havde ingen Krig, ingen Bjerge, ingen Skovrøvere, ingen vilde Dyr, og overalt ingen Materie til Eventyrer [...].
Men til Vinteren begjærer jeg Permission paa et Par Maaneder – Jeg flyver hjem til dig paa Kjærligheds Vinger; og legger mig selv, mine Lorbær, og maaskee en eller anden fiendtlig Prindsesses Klenodier for dine Fødder – O min Arendse! – da vil du smiile – men naar jeg igjen skal bort – da vil det koste dig nogle Taarer! – Dog man kan ikke undvære mig ved Armeen! – Æren kalder! – og som en Lynild sees jeg i Spidsen af min Esqvadron, just i det der leveres et FeldtSlag – Alting er i Forvirrelse – Med Sabelen i Haanden styrter jeg ind paa Fienden – jeg adsplitter, jeg forfølger ham – han retirerer ind i en af sine beste Fæstninger, og i Stridens Heede trænger jeg mig ind med ham – Jeg besætter Porten, holder den ryddelig for vore øvrige Tropper; og inden han kan besinde sig, har jeg erobret Fæstningen og plantet de kongelige Faner paa Voldene – Alle Munde, og alle Aviser bliver fulde af min Roes – Alle Udenværkerne af Commendantens Frue, skikker jeg som et SeyersTegn til min Arendse – Kongen gjør mig til Oberst og slaaer mig til Ridder – Potz tausend! – Jeg var tilfreds at det kun var Vinter igjen, at jeg snart kunde komme hjem og gjøre Dem min Opvartning, min naadige Frue Oberstinde! – Imidlertid har jeg den Ære, at erindre Deres Velgaaende! – – Klukklukkluk! Dog det bliver ikke derved – – Snart bliver jeg General o. s. v. –

Her finder vi fine fremmedord som Esqvadron (14), retirerer (17), Armeen (13) samt alderdommelige og høviske eksklamationer (at jeg snart kunde [...] gjøre Dem min Opvartning, min naadige Frue Oberstinde! – Imidlertid har jeg den Ære, at erindre Deres Velgaaende! (26–28) isprængt en moderne og ekstatisk prosalyrik.


Hvad ortografien angår, er det værd at bemærke brugen af <e> i <legger> (9), hvor vi i dag skriver <lægger>. Usikkerheden om notationen af det korte [e˔] er et fænomen, der er meget gammelt, og som holder sig helt op i moderne tid. Hvis vi f.eks. kigger på sprogprøve 5, Mallings skoletekst, finder vi en fordeling af <æ> og <e> i henholdsvis <hældige> (19) og <neppe> (7), der ikke modsvarer nutidens skriftsprog <heldige> og <næppe>. I Jammers Minde (sp. 2) finder vi stavemåden <tencke> (8), hos Sneedorff (sp. 4) finder vi derimod den nutidige form <tænke> (7). Hvordan ortografien senere udvikler sig på dette område, vender vi tilbage til.


Hvad palataliseringsmarkøren angår, byder Ewalds tekst på en nyhed, der vidner om et generelt skift i tiden fra <i> til <j>. Hvor vi i de tidligere tekster støder på <ki>, f.eks. <kiender> (sp. 2: 5), <tilkiendegivet> (sp. 3: 2), <Kiøbmand> (sp. 4: 4), <bekiendt> (sp. 5: 12) osv., finder vi staveformen <kj> hos Ewald, f.eks. <Kjærligheds> (8). Tilsvarende ser vi den tidligere anvendte notation <gi> udskiftet med <gj>.