Det danske skriftbillede -
et historisk rids
Det danske skriftsprog har ændret sig markant, siden vi begyndte at skrive med det latinske alfabet i 1100-1200-tallets Danmark, og den historie giver også et indblik i den samfundsmæssige og mentalitetshistoriske ramme, skriftsproget blev brugt i.
Standardiseringen af ortografien i 1500-tallet
I begyndelsen var der ikke nogen skrivekonventioner. Det betød, at man stort set skrev, som man talte. Selv om der med tiden kom en vis regelmæssighed i skriften, ikke mindst på grund af skriverskolerne, var middelalderens håndskrifter altså ikke kendetegnet ved en udpræget ensartethed. I løbet af 1500-tallet fik bogtrykkerkunsten, der kom til landet i 1482, stadig større betydning i Danmark, og en større normalisering begyndte at finde sted. Når sætterne satte manuskripterne blev dialekttrækkene og variationerne meget naturligt udvisket, og den fælles litteraturform blev det sjællandske skriftsprog. Selv om en vis uniformering påbegyndtes, optrådte der dog store ortografiske uoverensstemmelser i de trykte værker under hele 1500-tallet, og den private skriftsprogsnorm var stadigvæk stærkt præget af skribentens dialekt og personlige smag. Vi finder mange dekorative skrivemåder af typen schryeffwytt (skrevet), thiil (til), sziin (sin), suuendzske (svenske) i de breve fra midten af 1500-tallet, der var på mode mellem adelsdamer.
En historisk begivenhed, der – ud over bogtrykkerkunsten – var betydningsfuld for uniformeringen af den danske skrivepraksis i 1500-tallet, var den lutherske reformation 1536, hvor den danske kirke blev protestantisk. En af reformationens vigtigste målsætninger var, at Guds ord blev gjort direkte tilgængelig for almenheden, og derfor blev en lang række religiøse skrifter oversat til dansk. Der blev produceret og distribueret en stor mængde religiøse tekster på modersmålet, såsom salmebøger og prædikensamlinger. Med udbredelsen af det religiøse budskab fulgte samtidig en stigende udbredelse og standardisering af det danske skriftsprog. Vigtigst for stabiliseringen af skriftsproget var oversættelserne af kirkens betydeligste værk, Bibelen, der i det hele taget fik en særdeles afgørende betydning for det skrevne sprog i de fleste europæiske lande. I Danmark bliver den såkaldte Christiern den Tredies Bibel fra 1550 det mønsterværk, der sætter standarden, og denne udgivelse kan betragtes som den første officielle rettesnor for den danske retskrivning. Værket var et resultat af flere mænds arbejde, men i reglen tildeles Christiern Pedersen (1480–1554) æren. Følgende tekstudsnit stammer fra Første Mose Bog. (Af hensyn til læservenligheden er også tekster, der oprindeligt har været trykt i frakturstil, gengivet med antikva; henvisninger til sprogprøverne kan være forkortet sp.)
Sprogprøve 1
Oc Hugormen vor tredskere, end alle diur paa marcken, som Gud HERREN haffde gjort, oc sagde til Quinden, Ja, skulde Gud haffue sagt, I skulle icke æde aff alle honde Træ i haffuen?
Da sagde Quinden til Hugormen, Vi æde aff træernis fruct i Haffuen. Men om det træis fruct som staar mit i Haffuen sagde Gud, æder icke der aff, Och rører det icke heller, at i skulle icke dø. Da sagde Hugormen til Quinden, I skulle ingeledis dø, Men Gud ved, at huilken dag i æde der aff, da skulle eders øyen opladis, oc i skulle bliffue lige som Gud, oc vide huad got oc ont er.
Oc quinden saa, at træet vor got at æde aff, oc løsteligt til at see, oc it skønt træ, effterdi det giorde kloge, Saa tog hun aff Fructen, oc od, oc gaff sin mand ocsaa der aff, oc hand od. Da oplodis baade deris øyen, oc de fornumme, ath de vaare nøgne, och de bunde figen blad sammen oc giorde skørt aff.
Oc der de hørde Guds HERRENS røst, som gick i Haffuen, der dagen vor bleffuen sual. Da skiulte Adam oc hans hustru dem for Guds HERRENS ansict blant træerne i haffuen. Oc Gud HERREN kallede Adam, oc sagde til hannem, huor est dw? Han suarede, Jeg hørde din røst i haffuen, och frøctede mig, thi ieg er nøgen, fordi skiulte ieg mig. Och hand sagde Huo sagde dig, at dw est nøgen? Haffuer dw icke ædet aff det træ, som ieg forbød dig, at æde aff? Da sagde Adam, Quinden, som dw haffuer mig tilføyet, hun gaff mig aff træet, och ieg od. Da sagde Gud HERREN til Quinden, hui giorde dw det? Quinden suarede, Hugormen bedrog mig saa, at ieg od.
Selv om Christiern Pedersen tilstræbte en konsekvent og økonomisk retskrivning, der egnede sig bedre til trykning end den ældre håndskriftsnorm med de mange overflødige (og fordyrende) bogstaver, finder vi ikke desto mindre en del uregelmæssigheder. I ovenstående tekststykke, der er repræsentativt for værket som sådan, er der f.eks. de to stavemåder af ordet og: <oc>/<och> (2 og 7) samt at: <at>/<ath> (12 og 15). Af særlig interesse er uregelmæssigheden <Jeg> (22) og <ieg> (27). Usikkerheden omkring brugen af grafemerne <i> og <j>, og hvilken lyd de skulle repræsentere, har holdt sig helt op i 1800-tallet. Det samme gælder grafemet <y>, der sættes til at dække en i-j-agtig lyd i diftonger, som vi i teksten finder i ordene <øyen> (15) og <tilføyet> (26).
I linie 21 er den gamle dativform af pronominet han bogstaveret <hannem>. I den efterfølgende linie finder vi analogt hermed pronomenet i nominativ stavet <han>. Men blot to linier senere finder vi samme ord tilføjet et uoprindeligt <d>: <hand>. Denne inkonsekvens omkring -nd og -nn beror på et udtalemæssigt sammenfald mellem -nd og -nn i ældre middeldansk, der betød, at de skrivende ofte vaklede mellem etymologisk og fonetisk stavemåde, og ikke sjældent skete det, som her, at der fejlagtigt blev tilføjet et <d>. Denne foreteelse vender vi tilbage til.
Typisk for tiden opviser <v>, <w> og <u> ligeledes stor variabilitet. V-lyden er repræsenteret ved <v>, f.eks. <vor> (1), <Vi> (5), <ved> (9), men også ved <u>, f.eks. <quinden> (5), <sual> (19), <suarede> (28). Samtidig er både <u> og <w> sat til at fremstille u-lyden; førstnævnte finder vi i <dw> (22) og sidstnævnte i <Hugormen> (1). Interessant er også brugen af dobbelt <aa>, der repræsenterer den rundede udvikling af det gamle lange a til å, der indfandt sig i yngre middeldansk (ca. 1350–1525). Her er eksemplerne <staar> (6), <saa> (12), <baade> (15), men vi synes også at finde <o> benyttet for denne lyd i ordet <honde> (3), ligesom vi ser <o> brugt for å-lyden i <od> (29).
En anden uregelmæssighed, vi finder i sprogprøven, er brugen af store bogstaver i substantiver, f.eks. <Haffuen>/<haffuen> (19 og 21) <quinden>/<Quinden> (12 og 28). Versaler i løbende tekst var blevet importeret fra Tyskland i forbindelse med bogtrykkerkunsten. Til at begynde har de først og fremmest haft en dekorativ funktion samt til hensigt at udhæve særlig vægtige ord, men efterhånden – op igennem 1600-tallet – knyttede de sig fastere til substantiverne. Stort bogstav for at markere en distinktion mellem pronominet anden person pluralis <I> og præpositionen <i> benyttes et antal steder, f.eks. I skulle ikke æde (3) og glemmes andre, f.eks. at huilken dag i æde der aff (9).
Det er også værd at bemærke, at det historiske <d> er udeladt i <got> (11), (oldnord. goðr) samt i <blant> (20) (fællesnord. bland), hvilket er en tidlig påmindelse om de problemer, det stumme d altid har voldt den danske sprogbruger.
Tekstens palataliserede g-lyde er markeret med <i>, f.eks. <giort> (2) og <giorde> (13). Palataliseringen af k og g foran fortungevokal skete overalt i Norden i middelalderen, og som ortografisk gengivelse finder vi fra 1500-tallet vekselvis <i> og <j> i dansk.
Ortografikrigen i 1600-tallet
Efterhånden som samfundsadministrationen blev udbygget i takt med den øgede befolkningsmængde og specialiseringen i arbejdslivet, fik skriftsproget større betydning, og produktionen af håndskrevne og trykte tekster steg gevaldigt op igennem 1600-tallet.
Den stigende standardisering af skriftbilledet, der som nævnt allerede var begyndt i 1500-tallet, betød, at skriftsproget oparbejdede en vis træghed og kun i mindre grad fulgte talesproget, efterhånden som dette ændrede sig. De to kommunikationssystemer begyndte med andre ord at løsrive sig fra hinanden. Fra at være en art fonemskrift udvikler bogstavskriften sig til et selvstændigt system parallelt med lydsystemet. For at råde bod på den situation opstod i slutningen af 1600-tallet en ophidset diskussion om, hvorvidt det var stavemåden, der skulle indrette sig efter udtalen eller omvendt. Forsøget og bestræbelsen på en samordning af forholdet mellem tale- og skriftsprog kan samfundspolitisk sættes i forbindelsen med en overordnet bestræbelse på at skabe ensartethed og uniformering i samfundet, hvor den enevældige statsform (indført 1660) f.eks. betød harmonisering af mål- og vægtenheder.
I hovedværket Betenkninger om det Cimbriske sprog fra 1663 slog sprogmanden Peder Syv (1631–1702) til lyd for, at man skrev som man talte. Efter hans opfattelse skulle retskrivningen moderniseres, hvilket var ensbetydende med en afskaffelse af de stumme bogstaver og en konsekvent stavning af fremmedordene på dansk. Det gjaldt så vidt muligt om at begrænse brugen af de fremmedartede grafemer c, q, x og z. I opposition til Peder Syv og som forkæmper for en skriftsprogsnær udtale finder vi biskoppen Henrik Gerner (1629–1699), der i udgivelsen Orthographia Danica eller Det Danske Sproks Skriffverichtighed fra 1678 forsvarede en konservativ skrivepraksis og ville fastholde de fremmede tegn. Argumentet var, at mens skriften var etableret som synlig, det vil sige grafisk, fællesnorm, var det flygtige talesprog sværere at fastholde, og ved at aflede udtalen af skriftsproget – og ikke omvendt – sikrede man en enkel og tydelig korrespondance mellem lyd og skrift.
I forbindelse med diskussionen beskrevet herover opstod spørgsmålet om, hvor man geografisk og socialt fandt den udgave af det danske talesprog, der bedst kunne danne basis for skriftsproget. Valget faldt på den sprogbrug, der blev udøvet af de veluddannede københavnere, der var født af danske forældre. Lige siden slutningen af 1600-tallet har (høj)københavnsk været målestok for den talesprogsnorm, vi kalder rigsmål, og som generelt har status som prestigesproget i Danmark, mens andre udtalevarianter bliver betragtet som dialekter (bornholmsk, vestjysk, sønderjysk, sjællandsk osv.). Højkøbenhavnsk, der altså i sig selv er en dialekt (og sociolekt), har således siden 1600-tallet været ophøjet som den udtalemåde, der har fungeret som sammenligningsgrundlag, når det gælder forholdet mellem talt og skrevet dansk.
Som sprogprøve fra 1600-tallet er valgt et udsnit af Jammers Minde (1674), der blev nedskrevet af Leonora Christina Ulfeldt (1621–1693) under hendes fangenskab i Blåtårn på Københavns Slot. Leonora Christina, datter af Christiern d. IV, sad indespærret og anklaget for delagtighed i sin mands, Korfitz Ulfeldts, kupplaner.
Sprogprøve 2
Cantzeler sagde: ”Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre Dannemarckis Riige til”. Ieg spurte, om Dannemarckis Riige hørte min Mand til, att hand ded kunde vdbyde, oc efftersom ingen suarte, foer ieg widre fort oc sagde: ”I goede Herrer kiender alle min Herre; i wiide, att hand haffuer werret æstimeret for en Mand aff Forstand, oc ieg kand forsickre Eder, att der ieg skiltist fra hannem, da haffde hand endnu sin fulle Fornufft. Nu er let att tencke, att ingen forstandig Mand ded skulle vdbyde, som icke stoed i hands Mact, og hand icke raade for. Hand er io vdi ingen Charge, haffuer ingen Myndighed eller Midler, huor skulle hand were saa daarlig saadan Tilbud att giøre, oc huad for en Herre skulle wille tage derimod?” G. Rantlow sagde: ”Ded er dog saa, Madame; hand haffuer tilbøded Dannemarck en fremmet Potentat, I wed det wel.” Ieg suarte: ”Gud skal were mit Widne dertil, att ieg ded icke wed!” ”Io”, sagde G. Rantz, ”Eders Mand haffde ingen Ting skiult for Eder, derfor wed I ded wel.” Ieg suarte: ”Ded er wist, att min Mand icke skulle skiyffle noget for mig, som oß begge angick. Ded, som hands Bestilling i fordum Dage wed kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte, duulte hand icke for mig, saa att ieg er forsickret, att dersom hand haffde hafft noget dißlige for, at hand ded icke skulle haffue tawt for mig. Oc ieg kand ded med Sandhed sige, at mig icke ded allerringeste derom er bewist.”
Hvis vi sammenligner uddraget af Jammers Minde med sprogprøve 1, Christiern den Tredies Bibel, der er mere end hundrede år ældre, er det snarere lighederne end forskellene, der falder i øjnene. I Jammers Minde finder vi, som hos Christiern Pedersen, brugen af den dekorative skrivemåde <ffu> for v i ord som <haffuer> (1), og i begge sprogprøver ser vi den ubetonede vokal stavet med <i>, f.eks. <Dannemarckis> (2). I begge tekster repræsenterer <u> konsonantlyden v, f.eks. <suarte> (4), <huor> (11), såvel som vokallyden u, f.eks. <spurte> (2), <Fornufft> (8). Typisk for tiden og som i sprogprøve 1 benyttes v som u i forlyd: <vdbyde> (9), <vdi> (10).
Går vi herefter over til at se på forskellene, er det værd at bemærke, at hvor tekstprøve 1 konsekvent benytter <w> for vokalisk u-lyd, anvendes <w> – efter tysk mønster – for at betegne konsonantisk v-lyd i Jammers Minde, f.eks. <widre> (4), <wiide> (5). Hvor sprogprøve 1 vekselvis benytter <j> og <i> for [j], benytter Leonora Christina kun <i>.
En interessant nyudvikling, vi finder i Jammers Minde i forhold til i sprogprøve 1, er en (om end sporadisk) længdemarkering af vokalerne i form af dobbeltskrivning eller tilføjelse af <e>. Denne praksis havde vundet indpas op igennem 1600-tallet, og som eksempler i teksten, finder vi <Riige> (3), <goede> (5).
På visse punkter kan sprogprøve 2 imidlertid – fra en nutidig synsvinkel – forekomme mere arkaisk end sprogprøve 1, hvilket skyldes, at mens Christiern Pedersen målrettet undgik germanismer, er indflydelsen fra tysk iøjnefaldende i Jammers Minde, f.eks. har vi tysk dobbelt <s> i ord som <oß> (21) og <dißlige> (23), hertil kommer tysk <ü> i ordet <bekümrede> (21). Et andet fremtrædende tysk træk er placeringen af det finitte verbum sidst i relativsætninger, f.eks.: Gud skal were mit Widne dertil, att ieg ded icke wed (16–17).