Refleksive personlige pronominer

De refleksive, tilbagevisende stedord optræder, når to led i samme sætning henviser til samme agent. Når agenten er spaltet ud på nominativ og akkusativ, sker det efter følgende mønster.

1.

2.

3.

1.

2

3.

jeg slog mig
du slog dig 
De slog Dem vist (høflig tiltaleform)
han slog sig (maskulinum)

hun slog sig (femininum)

det (dyret) slog sig (neutrum) 
den (bjørnen) slog sig (utrum)
vi slog os 
I slog jer
de slog sig

1.

2.

3.

1.

2

3.

At kede sig

Jeg keder mig, når jeg ikke forstår, hvad de snakker om

Når referenten er spaltet ud på nominativ og genitiv får vi følgende mønster, som i boksen nedenfor:

Bemærkninger

1) Formerne hans og hendes anvendes, når ejendomsforholdet vedrører en anden part end subjektet, f.eks. han tog sit tøj og gik betyder, at han tog sit eget tøj og gik, mens han tog hans/hendes tøj og gik betyder, at han tog en anden persons tøj og gik.

2) I sætningskonstruktioner med refleksive verber optræder det refleksive pronomen efter subjektet: 

 

Om morgenen vaskede alle børnene sig

Så lagde manden sig i sengen

1.

2.

3.

1.

2

3.

jeg tog mit tøj og gik
du tog dit tøj og gik
De tog Deres tøj og gik
han tog sit tøj og gik
hun tog sit tøj og gik
det (dyret) tog sin unge og gik
den (bjørnen) tog sin unge og gik
vi tog vores tøj og gik
I tog jeres tøj og gik
De tog deres tøj og gik

Reciprokke pronominer
Reciprokke pronominer (gensidige stedord) kalder man de pronominale sammensætninger hinanden og hverandre, som viser tilbage til et indbyrdes forhold, der vedrører et pluralissubjekt: de slog hinanden.

 

Tidligere benyttedes hinanden, når der var tale om to, f.eks. Per og hans bror kunne godt lide hinanden, mens hverandre blev brugt, når der var tre eller flere, f.eks. de fem københavnske fodboldklubber satte hverandre stævne. I dag er hverandre stort set erstattet af hinanden: de fem københavnske fodboldklubber satte hinanden stævne.

Demonstrative pronominer
Demonstrative pronominer (påpegende eller deiktiske stedord) er ord som f.eks. den, det, denne, dette, disse, sådan, sådanne, der peger på det, talen eller skriften omhandler. Og de bøjes som adjektiver efter genus:

Singularis utrum            neutrum

den båd

denne båd

sådan en båd er dyr

det hus

dette smykke

sådan et løb er langt

Pluralis utrum og neutrum

disse både

sådanne både

disse huse

sådanne løb

Vestjysk dialekt har ikke grammatikalsk genus. Her anvendes den (udtales æ [e:]) generelt ved henvisning til substantiver, der fremtræder som kvantitative overskuelige, størrelser (individuativer), f.eks. æ bil, æ barn, æ løb osv. Når substantivet er en innumerabel, utællelig stofmængde (dividuativ), henvises med det, f.eks. det mad ude i køkkenet, det træ kan ikke bruges, det kaffe som du kogte, det sand vi skal bruge.