Pronominer (stedord)

Pronominerne (stedordene) har ingen selvstændig betydning, men står i stedet for eller viser hen til navneord (substantiver), egennavne (proprier) eller adjektiver brugt som substantiv. De kan enten være deiktiske i den forstand, at de peger ud af sproget på det, der foregår i den aktuelle samtalesituation, eller de kan på anaforisk vis referere til substantiviske led, der optræder andet steds i konteksten. Ofte bliver de benyttet med henblik på at undgå en ophobning af substantiver, og de kan kun benyttes til at henvise til noget, som afsenderen formoder er kendt af modtageren.

Personlige pronominer
Personlige pronominer handler om de personer, der indgår i talesituationen eller teksten. Hvor navneordene kun har to kasus, har de personlige pronominer tre kasus på dansk (og svensk). De personlige pronominer kan sammenfattes i følgende skema.

Nominativ               Akkusativ               Genitiv

Singularis

Pluralis

1.

2.

3.

1.

2.

3.

jeg

du

han / hun

den / det / man

vi

I

de

mig

dig

ham / hende

den / det / en

 

os

jer

dem

min / mit / mine

din / dit / dine

hens / hendes

dens / dets / ens

vores

jeres

deres

Nominativ
De personlige stedord, der står på subjektets plads i sætningen, er i nominativ:

 

Jeg kommer i morgen,

Den vil ikke spise op (hunden)

De er ikkeglade.


Bemærkninger
1) 2. person pluralis bogstaveres I med versal for at markere forskellen fra præpositionen i.

2) I 2. person singularis finder vi De (med versal for at adskille fra 3. person pluralis), der stadig indimellem benyttes i høflig tale: Vil De være så venlig?
3) Man (oprindeligt mand) anvendes som kollektivord, når udsagnet er almengyldigt og indbefatter mennesker i almindelighed: man må ikke komme for sent. I nyere tid bliver du – efter engelsk/amerikansk forbillede – benyttet i talesprog med samme funktion: du må ikke komme for sent.
4) Han og hun er biologisk køn, dvs. der refereres til størrelser af han og hunkøn, som vi kender dem i den ekstralingvistiske verden, f.eks. Pigen, hun er køn. Drengen, han er køn. Den og det er derimod grammatiske, ikke-referentielle kønsbenævnelser i neutrum og utrum, f.eks. toget? – det kommer snart, brandbilen? – den er kørt forbi.

5) Det benyttes ligeledes som formelt eller repræsentativt subjekt, f.eks. det begynder snart at regne.


Akkusativ
Akkusativformen benyttes først og fremmest, når pronomenet står som objekt i en sætning eller efter en præposition, f.eks. gider du hente ham? jeg tænker på ham

Bemærkninger
Når en sætning indledes med et repræsentativt, foreløbigt pronomen, står det egentlige subjekt i akkusativ på dansk, mens det på f.eks. svensk, står i nominativ:

Dansk                                Svensk

det var ikke ham Var det dig?

Er det hende? 

Det var inte han

Var det du

Är det hon?

Både akkusativformen og nominativformen kan anvendes i subjektpositionen i udsagn med udpegende funktion, f.eks. ham/han, der købte bilen; hende/hun, som bor hjemme hos sin mor


Genitiv
Når de personlige pronominer bøjes i genitiv, retter de sig i reglen – ligesom det gælder adjektiverne – efter genus og numerus på det substantiv, de lægger sig til, f.eks. mit hus, min bil, mine huse, mine biler.


Bemærkninger
Tidligere havde man genus- og pluralisformerne jer, jert og jere (jert hus, jer bil, jere huse/biler), men de er forsvundet ud af sproget til fordel for jeres. Vor, vort og vore (vort hus, vor bil, vore huse/biler) er på samme måde så godt som forsvundet og erstattet med vores.