LAVTYSK OG HØJTYSK

I løbet af 1500-tallet ændrede sprogsituationen sig markant i Danmark. Udbredelsen af bogtrykkerkunsten og reformationen 1536 betød en øget opmærksomhed på folkesprogene, og latinen, der havde været kirkens sprog, blev trængt i defensiven. Salmedigtningen og prædikenerne blev nu affattet på dansk, så borgerene lettere kunne tage kristendommen til sig.  Samtidig oplevede Hansastæderne en kraftig tilbagegang, hvorfor også indflydelsen fra plattysk blev formindsket. I stedet opstod i stigende grad et indlån fra højtysk. Det gælder ord som gevær, kartoffel, billig, fornem, mangle, omtrent, gemen.

 

Hvor lavtysk først og fremmest påvirkede talesproget, øvede højtysk primært indflydelse på skriftsproget. I dansk begyndte man f.eks. efter tysk forbillede at skrive substantiver med stort bogstav. Adelen og mange borgere var i stand til at læse og begå sig på tysk, og næsten alle, som arbejdede med et håndværk, kunne i 1600-tallet tale tysk.

”Højtysk er et kultur- og standardsprog, der blev repræsenteret ved et skriftsprog, og som er det sprog myndigheder og forfattere benyttede.”

I slutningen af 1600-tallet melder sig et andet sprog som tilfører af nye gloser i dansk, nemlig det franske. Herfra har vi ord som kulisse, affære, kaptajn, ordre, jalousi, nobel, fadæse, ambassade, humor, operette og mange flere. Op igennem 1700-tallet, hvor der var en vis indvandring af franske intellektuelle, blev sproget et kulturelt statussprog, og det var primært overklassen, adelen og hoffet, der tog det til sig. Selvfølgelig bidrog den franske madkunst også til det danske sprog: bøf, estragon, fond, champagne. Blandt de nordiske sprog var især svensk, der havde tætte forbindelser til Frankrig, udsat for franske låneord f.eks. pjäs, fåtölj, portfölj.

Omkring 1700-tallet var der, som det er fremgået en hel del ord fra forskellige sprog, der var i omløb i Danmark. Derfor er forestillingen om et dansk som et homogent sprog, der igennem tiderne har været talt af det folk, der lever og har levet på den geografisk plet, vi kalder Danmark, og som er en del af den danske nation, en forenklet fremstilling. Det er langt mere sammensat end som så. På universitet blev der talt latin, i hæren tysk og ved hoffet som nævnt fransk. Ude på markedspladserne, grænseområderne og andre steder, kunne der stadig høres forskellige afarter af plattysk. Dansk blev der talt ved middagsbordet i familien på landet, og godsejeren talte dansk til sine bønder.

PURISMEN

Den strømning, der har været med til at lægge grunden til ideen om det danske sprog som en del af det særligt danske, hedder purismen, og den voksede frem i anden halvdel af 1700-tallet som en aktiv reaktion mod det fremmede islæt i dansk. De såkaldte purister ville erstatte først og frem- mest franske, græske og latinske importord med danske, f.eks. digter i stedet for poet, lidenskab i stedet for passion og beundre i stedet for admirere.

 

Bestræbelserne skal ses under indtryk af den fremherskende nationalromantik, hvor sproget blev set som et redskab til at holde sammen på og give folket fælles identitet og stemme. Det gjaldt altså om at rense sproget forandre elementer end dem, der blev opfattet som egentlig danske, og det lykkedes at indføre og indarbejde ord som fornemmelse, storhed, virksom, der eksisterer den dag i dag. Andre nydannelser var imidlertid mere uhåndterlige og opnåede derfor aldrig en egentlig plads i det danske vokabular, f.eks. egenattrå for egoisme, gudvidenskab for teologi og kviklinger for insekter.

Resultatet blev, at nydannelserne og de gamle ord kom til at eksistere side om side, og helt ind i 1800-tallet, ikke mindst under skandinavismen i 1840’erne, var der tendenser i retning af stadig at skabe danske ord, og det ikke mindst inden for de videnskabelige områder. Det er på den baggrund, vi i dag både finder de danske og latinske betegnelser inden for grammatikken, f.eks. verbum/udsagnsord, nominativ/navnefald, pronominer/stedord, objekt/genstandsled osv. Inden for kemi og fysik introducerede den danske forsker H. C. Ørsted termerne ilt (oxygen), kvælstof (nitrogen) og brint (hydrogen). Disse alternative betegnelser kan virke temmelig forvirrende selv for danskere.