ARVEORD, LÅNEORD OG FREMMEDORD
Det danske sprog har en stor mængde ord tilfælles med de øvrige europæiske sprog, som kan spores tilbage til vikingetiden eller tidligere endnu. De er i gået i arv fra generation til genration i århundreder. Dem kalder vi arveordene, og de udgør den inderste kerne i danskernes ordforråd.
Blandt de 100 oftest forekommende ord er næsten alle arveord, og af de 500 hyppigst brugte ord er over 400 arveord. Typiske danske arveord er: fod, hane, hoved, ben, fader, moder, datter, en, to, tre, op, ned, hus, ko, bjørn, due, hund, regn, is, vand, storm, strand osv. Som det fremgår, er det ord, der vedrører de nære ting i livet og tidløse forhold: kroppen, naturen og familierelationer. Formmæssigt er de typisk usammensatte og ganske korte.
”Arveord er de ord, som altid har været i sproget, aldrig har forladt sproget og altså ikke er blevet lånt fra andre sprog"
Samfundsudviklingen, de kulturelle strømninger og kontakten med andre folk gør, at ordforrådet hele tiden ændrer sig. Nogle ord for gammelt inventar, der ophører med at være en del af danskernes dagligdag (f.eks. ismejeri, fyrtøj, daler, grammofon, IPod), forsvinder, mens nye kommer til. Vi er nødsaget til løbende at indføre nye udtryk og opdatere vores ordforråd, så det passer til den moderne og foranderlige virkelighed, der omgiver os. Det kan enten ske ved, at vi sætter de gloser sammen, vi har i forvejen, på nye måder, f.eks. pille-glas, køkken-have, bord-plade, flyve-maskine, eller, som det i høj grad gør sig gældende i dansk, ved at vi importerer fra andre sprog.
Det kan være helt dagligdags udtryk som avis (fransk), brev (latin), komfur (hollandsk), trafik (arabisk), hobby (engelsk), giro (italiensk), shampoo (indisk).
Vi ser ikke længere disse såkaldte låneord som fremmede, fordi de er blevet en del af det fælles, danske ordforråd. De bøjes, udtales og skrives efter de gængse danske regler. Et ord som f.eks. presbyteros (fra græsk den ældre) er slidt ned til præst og optræder helt ubemærket i dansk. Måske er der en tilbøjelighed til, at vi ikke længere indretter de nye låneord helt så meget efter det danske sprogmønstre, som vi har gjort tidligere. Det vender vi tilbage til.
”Låneord er ord, der som kulturel og sproglig eksport bevæger sig over grænserne til andre lande og samfund og tilpasser sig de nye omgivelser”
Og så er der de deciderede fremmedord. I modsætning til låneordene forbliver de derimod uvante for os, også selv om de kan været en del af det danske sprog i lang tid. Langt størstedelen af de danske fremmedord, som det også gælder i en hel del andre europæiske sprog, kommer fra enten græsk eller latin.
Inden for videnskaberne er det især græske ord, vi bruger, mens mere praktiske fænomener betegnes med fremmedord af latinsk oprindelse. Denne fordeling skyldes den historiske omstændighed, at det var grækerne, der grundlagde en stor del af vores videnskaber, begyndende med filosofi. Af typiske fremmedord af græsk oprindelse kan nævnes monoteisme, politologi, polyteisme og teologi. Ord som akvarium, akvædukt og audiens er derimod af latinsk oprindelse.
”Fremmedord adskiller sig fra andre importerede ord, låneordene, ved ikke at være tilpasset det modtagendes sprog i et sådant omfang, at de virker upåfaldende.”