Stød og klusilsvækkelse
En ejendommelighed ved det danske sprog er stødet, der vokser frem i løbet af 1100-tallet. Artikulatorisk set frembringes stødet ved, at ekspirationstrykket pludselig øges kraftigt, hvorved muskelspændingen i strubehovedet får stemmebåndene til at svinge uregelmæssigt et kort øjeblik.
Stødet har direkte betydningsbærende funktion, og holder f.eks. følgende ord adskilt:
uden stød med stød
man
hun
mig
møller
engel
mand
hund
maj
Møller
Engel
Spirantsvækkelsen (1150–1300)
I dansk svækkes de fællesnordiske spiranter (stemte frikativer) [γ], [ð] og [v], bogstaveret <g>, <d>, <v>. De tre lyde bliver mindre artikuleret, og det er en særdeles markant ændring i forhold til svensk, hvor de oprindelige spiranter bliver hærdet til klusiler, altså endnu kraftigere konsonanter. Det sker i den nysvenske periode.
[γ]
Den bløde g-lyd bliver i dansk omdannet til enten en w-agtig lyd, en i-agtig lyd eller forsvinder helt i bestemte sammenhænge. Hvis vi formulerer det fonetisk, kan vi sige, at efter bagtungevokalerne o, a, å + fortungevokalen y (udviklet af ju) udvikles [γ] til [u7], efter fortungevokalerne e, æ, ø bliver [γ] til [i7] og efter vokalerne u og i bliver [γ] stumt ([Ø]). I svensk blev [γ] derimod hærdet til [g].
[ð]
I visse kombinationer blev det bløde d [ð] stumt og i andre til en i-agtig lyd [i7̞]. I svensk blev [ð] hærdet til [d]. Bemærk, at i mange ord er <d> bevaret i skriften i dansk, f.eks. med, sagde, ved.
[V]
Efter vokal (undtagen u) bliver [v] til [u7] som anden komponent i diftongisk forbindelse. Efter u bliver [v] stumt. Dansk v bliver altså vokaliseret som en u-agtig lyd eller forsvinder helt, mens det fastholdes på svensk.
Klusilsvækkelsen (1200–1350)
En af de mest markante lydudviklinger, vi har været vidne til i dansk, er den såkaldte klusilsvækkelse, der indfinder sig ca. 1200–1350. Den betyder, at [p, t og k], der optræder efter vokal (postvokalisk stilling) bliver til de svagere konsonanter [b, d og g].
Svækkelse
p - b
t - d
k - g
oldnordisk
kaup, reip, krjúpa
gryta, eta, gata
søkja, laukr, leika
nusvensk
köp, rep, krypa
gryta, äta, gata
söka, lök, leka
nudansk
køb, reb, krybe
gryde, æde, gade
søge, løg, lege
Klusilsvækkelsen stopper ikke her, men videreudvikles, så [b] får sideformen [u], f.eks. ordet løbe: [lø̝:bə/lø̝:uə]. Helt frem til 1800-tallet eksisterer de to former parallelt i skrift- og talesproget, hvorefter b dominerer i udtalen og bliver skriftsprogsnorm. I moderne rigsmål finder vi imidlertid stadig [u] som sideform i uformel tale. Lyden [d] videreudvikles til blødt [ð] efter vokal, f.eks. ordet had. [g] videreudvikles til blødt g ([γ]) og kan svækkes yderligere til [i] eller [Ø]. Ikke sjældent ses det, at flere på hinanden følgende svækkelser rammer et og samme ord. Med udgangspunkt i urnordisk undergår f.eks. ordet kaka følgende udvikling:
[kε̞kε̞] > [kε̞kə] infortissvækkelsen omkring 1100
[kε̞kə] > [kε̞gə] klusilsvækkelsen omkring 1200–1350
[kε̞gə] > [kε̞γə] g videreudvikles til blødt g
[kε̞γə] > [kε̞iə] nyere spirantsvækkelse, 1900-tallet
[kε̞iə] > [kε̞ə] videreudvikling af spirantsvækkelsen, nyere tid
[kε̞ə] > [kε̞] videreudvikling af infortissvækkelsen, nyere tid
Som det fremgår, har klusilsvækkelsen givet anledning til en konsekvent ændring af skriftbilledet. Hvis vi kigger på de lydmæssige videreudviklinger, der har været efter klusilsvækkelsen, afspejler retstavningen kun ganske få udtaleforskydninger, f.eks. reje (räka), savne (sakna). De forskellige ændringer har givet anledning til en del homofoner, hvor kun konteksten bestemmer semantikken, f.eks. det kan du regne med (räkna), det holder snart op med at regne (regna).