Åbningen af de korte, 

lukkede vokaler

I ældre middeldansk indtræffer – over en lang periode – en åbning af de korte, lukkede vokaler [i, y, u] samt den halvlukkede vokal [ø̝]. Tendensen er generelt, at vokalerne sænkes en grad. Det betyder f.eks., at hvor der før var en i-lyd, bliver det nu en e-lyd i et ord som fisk, og hvor det tidligere hed skylle med y-lyd, bliver det en ø-lyd, og i et ord som mund, udtales u med en å-agtig lyd.

Vokalændring                Eksempler

[i] > [e̝]                                fisk, pille, sidde
[y] > [ø̝]                               skylle, synd, lygte
[ø̝] > [ø]                               løn, lømmel, bønne
[u] > [o]                               kul, mund, lummer

Lydudviklingen gennemføres både i Danmark og Sverige, men rammer langt mere konsekvent i dansk end i svensk, f.eks. har – blandt eksemplerne herover – ordene fisk, sitta, synd, lykta, beholdt den oprindelige vokal i svensk rigssprog.


Palataliseringen af k og g
I løbet af middelalderen opstod palataliseringen af k og g foran fortungevokalerne e, æ og ø, f.eks. kjende, kjære og kjøre, igjen, begjære, gjør.


Allerede under den periode, vi kalder ældre nydansk (1525–1700), bortfalder palataliseringen i dansk. I svensk, derimod, blev palataliseringen bibeholdt og forstærket.

Forbindelsen [ju]
I dansk – i modsætning til svensk – ændres fonemforbindelsen /ju/ til /y/. Udviklingen ses markeret i håndskrifterne fra omkring 1300.

Nusvensk             nudansk

djup                        dyb
sjunga                     synge
djur                         dyr
sjuk                         syg
bjuda                      byde
tjur                          tyr
ljuga                       lyve

ju er bevaret – både når det gælder udtalen og skrivemåden – i f.eks. reliktformen Djursland og det højstemte eller spøgefulde sjunge.

Assimilationer
I ældre middeldansk indtræffer en række assimilationer (ændring af en sproglyd så den ligner eller smelter sammen med en nabolyd). Det gælder kombinationerne -tl og -tn. Kombinationerne -ld og -nd udsættes ligeledes for assimilation, og giver sammenfald med -ll og -nn i dansk (ikke i svensk). Det betyder, at et ord som vender rimer på venner.

Nusvensk                     nudansk

milda ['mildɑ]               milde ['milə]
guldet ['guldet]            guldet ['gul’əð]
handen ['hɑnden]        hånden ['hɔn’ən
bandet ['bɑndet]          båndet ['bɔn’əð]

Langt a [a:] til langt å [o:]
Fra perioden skal også nævnes den vigtige lydforandring, at det oprindeligt lange a rundes til en å-lyd. Det sker på dansk såvel som norsk og svensk.

Oldnordisk            dansk / svensk

gás                              gås
nál                               nål
garðr                           gård
ráðigr                          rådig
sá                                 så
áll                                 ål

I perioden, der efterfølger ældre middeldansk og benævnes yngre middeldansk (ca. 1350 til 1525), sætter en lang række af de lydudviklinger, vi har gennemgået herover, sig fast i skriftsproget.

Vokoiden [ɹ]
Oprindeligt har der kun været et r i dansk, nemlig det konsonantiske [ʁ], men over en lang periode fra midten af 1800-tallet er r i postvokalisk position blevet åbnet til en vokoid, der i reglen smelter sammen med vokalen og danner diftong. I tidligere tid udtaltes virke som ['viʁgə], men i dag udtales ordet konsekvent ['viɹgə]. En særlig interessant udvikling er i denne sammenhæng den morfologiske endelse -er, som vi både finder ved substantiv pluralis (kager, tasker) samt verbum præsens (f.eks. hopper, spiser), og som udtales [ɔ]. Der bliver altså sammenfald i en del bøjningsendelser. Hertil kommer, at det begynder at blive vanskeligt at høre forskel på infinitiv og
præsens i ord som reflektere/reflekterer, invitere/inviterer, orientere/orienterer.

R-PÅVIRKNING
En mængde vokaler, navnlig de korte, får sænket deres lydværdier en grad, når de optræder før eller især efter -r. Dette er et velkendt fænomen i dansk fra 1800-tallet, og det betyder, at vi i et ord som fred ikke finder en e-lyd, men snarere en æ-lyd, og i et ord som bræt lyder æ-et mest som et a.

Vokalsænkning          Eksempler

[e̝] > [e]                     bredt, fred
[e] > [a̝]                     trævl, bræt
[ø̝] > [ø]                     brød, drøfte
[ø] > [oe̝]                  drømme, vrøvl

Vokalkvantiteten
Det er en kendt sag, at vokalerne ofte forlænges foran dobbeltkonsonant i lavkøbenhavnsk, hvorved den bliver halv- eller hellang. Ordet kasse udtales ['kɛ:sə], tykke udtales [ty:kə] og busser udtales [bu:sɔ]. I dag udgør den lavere københavnske dialekt/sociolekt den væsentligste påvirkning af yngre rigsmål, og det kan synes, som om denne vokalforlængelse langsomt er i færd med at brede sig til dansk standardsprog. Dette kan i realiteten komme til at betyde, at reglerne for dobbelt og enkeltskrevet konsonant med tiden vil forældes. Allerede nu betyder denne ændring af vokalkvantiteten, at yngre rigsmål har homofoner i ordpar som stirre/stiger ['sdi:ɔ], kærre/kære [ka̝:ɔ], bare/barre ['bɑ:ɑ], vidden/viden ['vi:ðən].