Når vi er tilbøjelige til at tale om et dansk sprog fra omkring år 800, beror det ikke på, at vi finder særlige lydudviklinger, der udskiller dansk som et selvstændigt sprog. Grunden er først og fremmest den, at der i tiden efter 800 begynder at aftegne sig et geografisk område, der udgør den politiske enhed, vi har lært at kende som Danmark. Allerede i 500-årene taler fremmede historieskrivere om en skandinavisk folkestamme, der benævnes Dani (la.), men først i løbet af vikingetiden, da Danmark bliver en egentlig kongemagt, udgør landet en stat. Men, som nævnt, oprettelsen af kongeriget Danmark er ikke ensbetydende med et selvstændigt dansk sprog. Skrivemåden på runeindskrifter rundt omkring i Norden bærer vidnesbyrd om, at vi har at gøre med ét sammenhængende dialektområde. Svenskere, nordmænd, islændinge, færinger og danskere kunne ubesværet rejse omkring og tale med hinanden på det sprog, der blev kaldt ”dansk tunge”.

​

Den første egentlige dialektspaltning i Norden indtræffer i løbet af 800-tallet. Oprindeligt havde man mange dobbeltlyde med to vokaler, såkaldte diftonger: øy, ai, ei, men de forsvandt nu og blev til en enkelt lyd på dansk og svensk, men ikke på islandsk, færøsk og norsk. Der er tale om en såkaldt monoftongering, der således sætter skel mellem vestnordisk (norsk, færøsk og islandsk) og østnordisk (dansk og svensk). Mens de oprindelige diftonger bevares i vestnordisk, fik østnordisk monoftong. Se følgende oversigt: