Det danske sprogs lydudviklinger

Når vi stiller skarpt på det danske sprogs historie, som det ser ud efter urnordisk tid, inddeles det traditionelt i følgende perioder:

gammeldansk 

ca 800 - 1525

olddansk

ældre middeldansk

yngre middeldansk

ca. 800 - 1100

ca. 1100 - 1350

ca. 1350 - 1525

nydansk 

ca. 1525-

ældre nydansk

yngre nydansk 

ca. 1525 - 1700

ca. 1700 - 

Når vi er tilbøjelige til at tale om et dansk sprog fra omkring år 800, beror det ikke på, at vi finder særlige lydudviklinger, der udskiller dansk som et selvstændigt sprog. Grunden er først og fremmest den, at der i tiden efter 800 begynder at aftegne sig et geografisk område, der udgør den politiske enhed, vi har lært at kende som Danmark. Allerede i 500-årene taler fremmede historieskrivere om en skandinavisk folkestamme, der benævnes Dani (la.), men først i løbet af vikingetiden, da Danmark bliver en egentlig kongemagt, udgør landet en stat. Men, som nævnt, oprettelsen af kongeriget Danmark er ikke ensbetydende med et selvstændigt dansk sprog. Skrivemåden på runeindskrifter rundt omkring i Norden bærer vidnesbyrd om, at vi har at gøre med ét sammenhængende dialektområde. Svenskere, nordmænd, islændinge, færinger og danskere kunne ubesværet rejse omkring og tale med hinanden på det sprog, der blev kaldt ”dansk tunge”.

Den første egentlige dialektspaltning i Norden indtræffer i løbet af 800-tallet. Oprindeligt havde man mange dobbeltlyde med to vokaler, såkaldte diftonger: øy, ai, ei, men de forsvandt nu og blev til en enkelt lyd på dansk og svensk, men ikke på islandsk, færøsk og norsk. Der er tale om en såkaldt monoftongering, der således sætter skel mellem vestnordisk (norsk, færøsk og islandsk) og østnordisk (dansk og svensk). Mens de oprindelige diftonger bevares i vestnordisk, fik østnordisk monoftong. Se følgende oversigt:

VESTNORDISK, DIFTONG 

ØSTNORDISK, MONOFTONG

færøsk                        islandsk                        nynorsk                nusvensk              nudansk

loysa

steinur

breyð

bein

breyð

leysa

steinn

brauð

bein

breiður

løysa

stein

braud

bein

bret

lösa

sten

bröd

ben

bred

løse

sten

brød

ben

bred

Til oversigten skal der knyttes den kommentar, at de sproglige skillelinjer ikke fulgte de politiske grænser, bl.a. har visse nord- og østsvenske dialekter bevaret diftongerne, mens egne i Sydnorge har fået monoftongering.


En anden lydudvikling, der finder sted i olddansk og i de øvrige nordiske sprog (islandsk undtaget), er bortfaldet af h i lydforbindelserne hl, hn, hr i forlyd.

Bortfald af h

nuislandsk                         nusvensk                         nudansk

hló

hlut

hring

hrópa

log

lott

ring

ropa

lo

lod

ring

råbe

Som det foreløbig er fremgået, har lydudviklingerne i olddansk også berørt visse af de øvrige nordiske sprog. Hvis vi leder efter de konkrete særudviklinger, som konstituerer dansk, og som for alvor sætter skel mellem de nordiske sprog, så dukker de op i den periode, der benævnes ældre middeldansk (ca. 1100–1350). Fra omkring 1100-tallet og godt tre hundrede år frem indtræffer en lang række fonetiske svækkelser, der betyder, at det danske sprog med stor hast bevæger sig væk fra det oprindelige, nordiske sprog. Der er tale om artikulatoriske lydreduktioner, som gør talen mindre distinkt, men som ikke vedrører betydningsindholdet.

At sprogudviklingen netop er gået hurtigst i Danmark skyldtes formentlig landets grænsestilling mod syd samt den betragtelige befolkningstæthed sammenlignet med det øvrige Norden. I de tyndt befolkede lande Island og Færøerne gik udviklingen langsomst, mens Norge og Sverige indtager en mellemposition.


Periodens litteratur og vidnesbyrd om sprogændringerne i dansk er fortrinsvis juridiske tekster (f.eks. Skånske Lov, Jyske Lov), religiøse optegnelser og lægebøger. Det er gennem disse kilder, forskerne har kunnet danne sig et indtryk af, hvordan udtalen var på den tid.


I det følgende kigger vi nærmere på de vigtigste ændringer og deres udviklingslinjer i ældre middeldansk, og vi lægger ud med infortissvækkelsen.

Infortissvækkelsen (omkring 1100)

De tryksvage vokaler a, i og u falder i dansk sammen til en temmelig uartikuleret e-lyd. Svensk har derimod beholdt a, i og u (der dog bliver til o). I en oversigt ser det sådan ud:

Oprindelig vokal            oldnordisk                svensk                      dansk

a

i

u

'kasta 
'sumar 
'gapa


'ríki

'fallit
'tími


'gatur

'niundi

'morgunn 

'kasta

'sommar

'gapa

'rike

'fallit

'timme

 

'gator

'nionde

'morgon

'kaste

'sommer

'gabe

'rige

'faldet

'time

'gader

'niende

'morgen

Infortissvækkelsen skulle få stor betydning for, hvordan bøjningsendelserne kom til at se ud og lyde på dansk inden for de fleste ordklasser.