Dansk fonetik
Vi lægger ud med lidt indledende lydlære, der er nødvendig for at få fat i, hvordan dansk udtales.
Taleorganerne består af:
1) åndedrættet
2) stemmebåndene i strubehovedet, der sætter udåndingsluften i svingninger
3) de øvre taleorganer, dvs. indstillingerne oppe i munden.
Taleorganerne sætter os i stand til at artikulere forskellige sproglige lyde, fonemer, der ikke betyder noget i sig selv, men som kan kombineres og sættes sammen til udtryk, ord, der er bærere af et indhold. Fonemerne er sprogets mindste lydlige byggeklodser. De kan sammenføjes på utallige måder, og ændrer vi en enkelt lyd, kan vi få en hel anden betydning. Hvis vi tænker os, vi varierer det fonem, som kan optræde imellem fonemerne b og d, får vi f.eks. bad/bed/bid/bod/bud/båd.
Når man vokser op i et givet sprogområde, bliver man automatisk god til at skelne mellem netop de lyde, der er tilgængelige for at danne fonemer, hvorimod man bliver mindre og mindre opmærksom på de lydforskelle, der ikke er så vigtige for orddannelsen.
Fonemerne er enten vokaler eller konsonanter.
Når vi udtaler vokalerne, er der passage for luftstrømmen, og vi siger derfor, at vokalerne er dem, der har såkaldt selvlyd. Konsonanterne er hæmme- eller lukkelyde, hvor der opstår en indsnævring oppe i de øvre taleorganer. Hvis vi laver en opstilling af de danske konsonantfonemer efter blokeringsgrad i mundhulen, ser det ud som følger:
Lukkelyde hæmmelyde nasaler lateral (klusiler) (frikativer)
p t k b d g
f v s j r h
m n ŋ
l
Klusilerne
De stærkeste konsonanter er klusilerne p, t, k, b, d, g, der dannes ved, at der lukkes helt af for luftstrømmen under dens vej op fra lungerne. De er alle ustemte i dansk. Stemthed vil sige, stemmebåndene spændes, og der dannes en vibration i struben. I øvrigt er udtalen af t og d trukket noget længere tilbage end f.eks. på svensk. Lydene p, t og k er aspirerede.
aspirerede uaspirerede
(pustede) (upustede)
læbelukke
tungespidslukke bagtungelukke
p
t
k
b
d
g
Klusilerne er de kraftigste hæmmelyde blandt konsonanterne, men de oprindelige lukkelyde bliver betydeligt svækket i bestemte kombinationer.
I forlyd og foran fuldvokal udtales p, t og k, som lyden i bogstavnavnet, f.eks. passe, pa’pir, tank, ho’tel, kasse, sta’kit.
Når p, t og k optræder i indlyd, altså inde i ordet, og der ikke følger en fuldvokal efter, bliver de derimod neutraliseret og udtales uaspireret, dvs. som [b], [d], [g], Det betyder, at et ord som tæppe udtales ['tebə], kaste bliver ['kε̝sdə]) og og laks er ['lε̝gs]).
Når det gælder k, indtræffer en særlig udtale i kombination nk, der bli-ver [ŋg], f.eks. sminke, synke. t i udlyd kan også blive det bløde ð i ord som f.eks. danset, festet.
I en oversigt ser det sådan ud:
Bogstav fonetisk bemærkninger eksempler
p
t
k
[p]
[b]
[t]
[d]
[k]
[g]
[ŋg]
i forlyd og foran
fuldvokal
i ind- og udlyd
i forlyd og foran
fuldvokal
i ind- og udlyd
i forlyd og foran
fuldvokal
i ind- og udlyd
i kombinationen -ng
puder, Poul, pause, epoke
spar, spise, mappe lampe
tand, tons, montere, tusind
stor, trætte, kant, venter
kage, kogle, kaste, risikere
skak, skole, sko, koks
tank, onkel, lunken
b udtales med den lydværdi, vi sædvanligvis knytter til bogstavet, og det gælder, hvad enten b optræder først, inde eller sidst i et ord, f.eks. bandeord, skubbe, klub. Artikulationen af b som [u̯] findes i uformel tale, f.eks. råbe, æble.
Når d står forrest i en stavelse eller foran en fuldvokal, udtales det altid som den lyd, der har givet navn til bogstavet, nemlig [d]. Det ses i ord som f.eks. deprimeret, dukke, dyd, disco, studium, vindue. Efter en vokal bliver d halvvokalen [ð], f.eks. hed, lede, sad. Den er hyppig i de svage verber af første klasse, f.eks. kastede, hoppede, sjippede. I forskellige kombinationer udtales d slet ikke. Det gælder i kombinationerne -ld, -nd, -rd, -ds og -dt, f.eks. kald, pande, bord, plads, blidt.
Bogstav fonetisk bemærkninger eksempler
d
[d]
[ð]
[Ø]
først i stavelse eller foran fuldvokal
efter vokal
f.eks i kombinationen -ld, -nd, -rd, -ds, -dt
mængde, fidus, dåb, dag
snude, nyde, bad, bred
skaldet, kilde, ord, pudse
g kan have meget forskelligartede udtaler, alt efter hvor det optræder i ordet. [g], der svarer til bogstavets primære lydværdi, finder vi først i ordet, samt når g står først i en trykstærk stavelse med fuldvokal, feks. gitter, gnider, negativ, agitere. Udtalen af g efter vokalerne i-, e- og ø- giver diftongerne [ɑɪ̯] og [ɒɪ̯], (f.eks. mig, leg, løg), som vi også behandler under vokalerne. Når g optræder efter vokalerne æ-, a-, y-, bliver det til en j-agtig lyd i dannelsen af diftong. Læge udtales
læge ['le:ɪ̯ə] og kage udtales ['kε:ɪ̯ə]. Udtalen af g efter bagtungevokalerne u-, o-, å- er [u̯], f.eks. luge, bog, låg.
Når g efterfølger l er udtalen [ɪ̯ ], f.eks. galge ['gε̞lɪ̯ə] og sælge ['selɪ̯ə], følge. Udtalen af g kan være stumt i lg-kombinationer, f.eks. sælg ['sel’], følg ['fø̝l’]. Også i kombinationen rg er g realiseret som lyden [u̯], f.eks. bjerg ['bjeɹu̯], færge ['fa̝ɹu̯ə]. Stumt g hos ældre såvel som yngre rigsmålstalende foreligger også i endelsen ig, som hyppigt optræder i det tyskindlånte suffiks -ig, f.eks. faldefærdig, ligegyldig, unyttig. Endelig er g stumt i kombinationerne lgt og rgt, f.eks. solgte, spurgte.
En særlig udtale af g optræder i konsonantkombinationen ng, der giver [ŋ], f.eks. dreng, streng, lang.
Bogstav fonetisk bemærkninger eksempler
g
[g]
[ɪ̯] el. [Ø]
[ŋ]
[j]
u̯ el. [Ø]
[Ø]
i forlyd og før fuldvokal
efter fortunge-vokalerne e, æ, a, ø
kombinationen -ng
a) efter l-
b) i diftong med -eg, -øg
a) efter bagtungevokalerne u-, o, å.
b) rg- kombination
-ig og kombinationerne -lgt og -rgt
gæst, glat, magi, saga
klæge, klage, mage
penge, ringe, unge, tinge
dølge, bølge, vælge
leg, tegne, løg, nøgen
luge, tog, låge
bjerg, besørge
naturlig, nødvendig
valgte, spurgte