Vokalerne
Dansk har 10 vokalfonemer, der kan manifesteres korte eller lange, plus den tryksvage neutralvokal ə. Alle vokalerne er stemte, og de dannes, når luftstrømmen går gennem mundhulen, og tungens og læbernes stilling varieres på forskellig måde. Tungen kan være mere eller mindre hævet mod ganen, åbningsgrad, og den kan flytte sig frem og tilbage i munden. Læberne kan være mere eller mindre rundede.
fortunge fortunge bagtunge
(urundet) (rundet) (rundet)
lukket
åben
i
e
æ
a
(mide)
(lede)
(læse)
(kaffe)
y
ø
ö
(syge)
(løbe)
(løn)
u
o
å
(bule)
(tone)
(låne)
Hvis vi kigger på de urundede fortungevokaler i e æ a, kan vi sige, at hvor i udtales nogenlunde ens på svensk og dansk, er e, æ mere lukket i dansk. Det skal dog med, at hvor dansk langt i beholder samme lyd, glider svensk i ofte over i et j. Fonemet a kan for et svensk øre ofte opfattes som et ä, fordi det frembringes længere fremme end det svenske a. Det svenske lange a er en bagtunge- og ikke en fortungevokal. I øvrigt er der to forskellige kvaliteter af fonemet a i dansk, der kan beskrives som et lyst (f.eks. mat) og et mørkt (flamme), hvilket vi vender tilbage til. Hvad gælder de rundede fortungevokaler y ø ö, så er y og ö i svensk, norsk og dansk meget lig hinanden. Bemærk her, at dansk har to fonemer (ø og ö) og svensk og norsk ét inden for samme artikulationsområde.
F.eks. dør (præsens af verbet dø) [dø'r] og dør (substantivet) [dö'r].
Som med i glider det svenske og norske y ofte over i en j-agtig lyd, når det er langt, hvad vi ikke ser i dansk. Sammenligner vi de rundede bagtungevokaler u o å med det svenske vokalsystem, finder vi kun to på svensk, nemlig o og å. Det skyldes, at svenske u er en fremskudt fortungevokal og tættere på y. Endelig skal neutralvokalen ə nævnes. Den er ikke en såkaldt fuldvokal som de øvrige, og den optræder kun i svagtryksendelser. Den er hverken specielt fremskud eller tilbagetrukket, hverken markant rundet eller rundet, internationalt er den kaldet schwa.
Dansk er et af de sprog i verden, der har flest vokallyde, og de kan lyde meget ens for et udenlandsk øre.
Udtalen af enkeltlydene i det danske sprog varierer i høj grad på baggrund af, i hvilken sammenhæng de optræder. F.eks. er tendensen, at dansk går imod at blive et mere og mere vokalisk sprog, hvor konsonanterne blokerer mindre, når de optræder i bestemte positioner, og samtidig er både konsonanter og vokaler tilbøjelige til at smelte sammen med nabolydene og danne glidende tvelyde, såkaldte diftonger. Det er også på den baggrund, det kan være vanskeligt for udlændinge at opfange de sproglige distinktioner, og at dansk i dag fremstår som et mindre artikuleret sprog end f.eks. svensk.
Selv om det flygtige talesprog ændrer sig, er skriften traditionelt mere uniformeret og uforanderlig, og derfor, som vi skal se nærmere på i det følgende, er overensstemmelsen mellem skrift og tale blevet stadig mindre i dansk, hvor den i andre sprog – f.eks. norsk og svensk – kommer ret tæt på. Samtidig er det min erfaring fra undervisningslokalet, at en gennemgang af forskellige bogstavkombinationer og deres udtale er en god nøgle til den svensker, der vil lære at tale dansk. Det kan skyldes, at vi gerne opfatter et nabosprog som en variant af vores eget sprog og derfor forsøger at bogstavere, hvad der bliver sagt.
Kvantitet
Sproglydene kan have en kortere eller længere varighed. I de nordiske sprog gælder den grundregel for stavelser med hoved- eller bitryk, at vokalens længde fremgår af de konsonanter, der optræder efter vokalen. Hovedprincippet er, at optræder der mere end en konsonant efter vokalen, så skal den udtales kort, ellers skal den udtales lang.
Kort vokal lang vokal
hede
mase
hvile
søle
krybe
hyle
hæle
hedde
masse
ville
sølle
krybbe
hylde
hælde
Forholdene er imidlertid lidt mere kompliceret i dansk. I ubøjet form kan vi nemlig ikke umiddelbart se, om vokalen er kort eller lang, når ordet slutter på enkeltkonsonant, og det skyldes, at dansk ikke har dobbelt konsonant i udlyd. Se f.eks. på ordene: bus, tak, låg, had. Først når ordet bøjes, tilføjes eventuelt endnu en konsonant, og forskellen mellem lang og kort vokal fremtræder, jf. bussen, takker låget, hader, På svensk, derimod, er der ikke noget i vejen for at have dobbeltkonsonant i udlyd, f.eks. buss, tack.
Forskellen afspejler, at stavelseslængden kan være forskellig i dansk og svensk. Svensk har kun lange stavelser, der indeholder enten en lang vokal eller en lang konsonant. Se f.eks. på ordparret lamm/lam. Her har lamm kort vokal og lang konsonant, mens lam har lang vokal og kort konsonant. I dansk har vi både lange og korte vokaler, men vi har i reglen kun korte konsonanter. Det betyder, at dansk både kan have lange og korte stavelser. En kort stavelse er, når vi har kort vokal og kort konsonant. Dog skal det nævnes, at vi har noget, der minder om lange konsonanter i ord, hvor [e̝]
i udlyd forsvinder op i nabokonsonanten [n], der forlænges, f.eks.: dåsen ['do:sn], sjælden ['ʃeln], forresten [fɔ:ʁasdn].