De fleste sprog, der tales i Europa i dag, er udviklinger af det indoeuropæiske grundsprog, der, som navnet antyder, menes at have været talt i Indien og Europa i gammel tid. Der findes imidlertid ingen overleveret tekst, der bevidner, at et sådant sprog rent faktisk har eksisteret; forestillingen om et indoeuropæisk fællessprog bygger på fagfolks sammenligning og undersøgelse af de forekommende sprogs rødder. Hvis vi kigger på det indiske sprog sanskrit, finder vi f.eks. et ord som bhrátar, der modsvarer det danske bror.

Hvornår indoeuropæisk begyndte at dele sig i underordnede dialekter, der så siden udviklede sig til selvstændige sprogfamilier, er svært at sige med sikkerhed, men det formodes at være sket for mere end 5000 år siden. I første omgang blev ursproget spaltet ud i en lang række sprogstammer, såsom indisk, persisk, slavisk, germansk o.s.v., der så igen er blevet kløvet i endnu mindre sprog. I vores indkredsning af det danske sprog samler interessen sig i første omgang om den germanske udviklingsgren, som de fem nordiske sprog udspringer af. Germansk, der ligeledes er en abstraktion, adskiller sig f.eks. fra det indoeuropæiske grundsprog ved den såkaldte germanske lydforskydning, hvor de ustemte lukkelyde [p, t, k] bliver forvandlet til [f, þ, h]. Senere udvikler [þ] sig til [d]) i tysk og til [d] eller [t] i dansk/ svensk. I en oversigt ser lydforskydningen ud som følger: