Prosodi

Prosodi er de sproglige lydgenskaber, melodi, rytme, tryk og stød, der ledsager og er samtidig med fonemerne. Det er alt det, man ikke kan se i skriften, men som er vigtigt for, hvordan det lyder, når du taler.

Intonation

Intonation er måden, sproget rent musikalsk udtrykkes, dvs. tonale op- og nedgange i ytringen, mens den udtales. De fleste sprog (f.eks. norsk, svensk, engelsk og fransk) bruger en mere varieret intonation end dansk, og i enkelte sprog, italiensk f.eks., bevæger stemmen sig op og ned som musik. Det danske sprog opfattes ofte som tonløst og monotont af et udenlandsk øre,

 

En normal dansk sætning har svagt faldende intonation mod slutningen.

    Han

                 kommer nok

                                                 i morgen

                                                                        aften

 

   Jeg

               tager

                            altid

                                         toget

                                                       om morgenen

En ytring med spørgende indhold kan dog i nogen grad, ligesom vi kender det fra f.eks. fransk, let stigende, nærmest flad intonation fra først til sidst.

                                                 i morgen?

                                    han

            Kommer

Det skal også nævnes, at rigsmål generelt har det usædvanlige udtalemønster, at der er lav tone på de trykstærke stavelser. Jyderne er derimod tilbøjelige til at udtale de trykstærke stavelser lysere end i rigsmål, og det nævnes ofte som en regional sprogforskel, der adskiller vestdansk fra ødansk og østdansk.

 

Tryk

Tryk vedrører, hvor meget eller lidt de enkelte stavelser er fremhævet. Artikulatorisk er det en forskel på, hvilket tryk vi lægger på taleorganerne, når vi presser luft ud. I dansk taler vi om tre grader: hovedtryk, bitryk og svagtryk. Hertil kommer emfatisk tryk (emfase), hvor sprogbrugerne vælger at lægge ekstra tryk for at understrege bestemte ord eller sit budskab som sådan.

 

I det følgende angives hovedtryk på en stavelse med en streg foran over stavelsen ('stol, 'kaffe), mens bitryk markeres med en streg foran stavelsen under linjen ('Vinterˌgæk, 'sommerˌdæk). Svagtryk er umarkeret ('snige, 'tusse)

Forskellen i tryk kan adskille ord og udtryk, der ellers ville være ens i talen.

'billigst                                                        bi'list

en 'dansk 'bog (= en bog på dansk)       en 'dansk ˌbog (= en bog om dansk sprog)

'vin og 'brød                                              'wienerbrød

'August (navn)                                            au'gust (måned)

Visse sprog har helt faste regler for, hvor trykket ligger. I fransk er det på sidste stavelse, i finsk altid på første. I dansk og svensk er der sædvanligvis tryk på første stavelse, sådan som der også var det oprindeligt i germansk, og det er også, hvad vi ser i de fleste tostavelses, hjemlige ord, f.eks. 'gave, 'gabe, 'lede osv. I ord af denne type er andenstavelsen imidlertid svagere i dansk end i svensk. Denne forskel skal ses i sammenhæng med infortissvækkelsen (infortis = ukraftig), som fandt sted i ældre middeldansk ca. 1100–1350, hvor a, i og u blev til et tryksvagt e.

De ord i dansk, der ikke har trykket i første stavelse, er i reglen indlånte ord og fremmedord, f.eks. ben'zin, kla'ver, te’ater, lokomo’tiv, demokra'ti. I et antal indlånte præfikser fra lavtysk er der ligeledes tryk på anden stavelse. Det ser vi i ord som be'tale, be'ordre, for'lægge, for'fatte. Det er netop ved præfikser og suffikser som disse, vi ser et uensartet mønster i dansk og for eksempel nabosproget svensk, f.eks. ved er- (er'statte, er'kende, er'fare) , u- (u'mulig, u'skyldig), -deles (al'deles, sær'deles) og -entlig ('offentlig, 'ordentlig).

Når et ord udtales alene, har det i princippet altid ét hovedtryk, men et ords tryk kan forsvinde i syntaktisk sammenhæng. Det gælder generelt, at de fleste småord taber tryk, mens de mere betydningstunge ord bibeholder deres tryk. I løbende tale får ikke mindst pronominerne ofte svagtryk, f.eks. ˌHun 'gør ˌofte 'rent 'for dem, 'Hun 'vil 'gerne 'hjælpe ˌsine 'forˌældre, 'Men ˌhun 'kommer 'ikke 'på 'lørˌdag. Også artikler (den, en, et) samt konjunktioner (for, hvis, eller, og) optræder i reglen med svagtryk i syntaktiske sammenhænge. Det kan også formuleres på den måde, at indholdsord ofte har tryk, mens at funktionsord mere sjældent har tryk. I en oversigt:

 

I sammenhængende dansk tale er der som regel tryk på:

hovedverber: Hun 'lejer det

Substantiver: Hun 'lejer et 'hus

Adjektiver: Hun 'lejer et 'gammelt 'hus

Adverbier: Hun 'lejer 'ikke et 'gammelt 'hus

Talord,: Hun 'lejer 'ti 'gamle 'huse

 

I sammenhængende dansk tale er der sjældent tryk på

Pronominer: Jeg 'køber

Artikler: Jeg 'køber en 'madˌkasse

Konjunktioner: Jeg 'køber en 'madˌkasse og 'lægger den i 'skoleˌtaksen

Adverbier: 'madˌkasse 'kostede vist '25 'kroner

Præpositioner: Jeg 'køber en 'madˌkasse til dig

Hjælpeverber: Jeg har 'købt en 'madˌkasse

 

Dansk: et trykrytmisk sprog

Når vi kigger på intonation og tryk i dansk, sammenhængende tale, er den karakteriseret ved regelmæssige, rytmiske beats, der forløber ret så fladt uden de store udsving. Undervejs er der nogle lyde, som forsvinder (reduktion), mens andre lyde ændres eller smelter sammen i den sammenhæng, de indgår i (assimilation). Det medfører ofte, at der kan være uklare ordgrænser. Derfor bør du betragte dansk som syntagmatiske flerordsforbindelser, kæder af ord, som danner sætninger, og ikke som et fremadskridende valg af enkeltord, der bliver udtalt hver for sig. Skal du blive god til dansk udtale, er vejen frem derfor at opsnappe og lære de sproghandlinger, der passer bedst i den situation, hvor du vil ytre dig, og så kan du derfra udvide dit ordforråd til stadig flere og flere sætninger. Det er også en god ide at indarbejde nogle typiske danske formuleringer, der kan udgøre et mentalt skema for, hvordan dansk lyder. Se, lyt og øv f.eks. på følgende sætninger.

1. jeg håber, at du bliver og spiser med

 ˈjɑi̯  ˈhɔ̞ːbɔ̞ ad du’ ˈbliɹ’ ɔ̞ ˈsbiːsɔ̞ me

  

2. det kan godt være, hun køber bilen alligevel.

ˈde kε̞ gɔ̞d ˈveːɔ̞, hun ˈkø̝ːbɔ̞ ˈbi’lən aˈliːəˈvel

  

3. han er faktisk meget sjov at rejse med

ˈhan eɹ ˈfɑgdisg mɑɑð ˈʃɒw ε̞d ˈʁɑi̯sə me

  

4. jeg ved ikke rigtig, hvad klokken er

jɑi̯ ˈve̝ð e̝ːgə ˈʁegdi va ˈklɔ̞gən ˈeɹ

  

5. manden kunne ikke lide maden

ˈmε̞n’ən kunə e̝ːgə ˈliː ˈmaːðən

 

 6. min mor er holdt op med at gå i kirke

ˈmi’n ˈmoɹ ˈeɹ ˈhold’ ob me ad ˈgo’ i ˈkiɹgə

 

 7. skynd dig nu lidt, toget kommer snart!

ˈsgøn’ dɑi̯ nu ˈle̝d ˈtoː’wəð ˈkɔ̞mɔ̞ ˈsnɑː’ɹd

 

 8. Hussein og Susanne gifter sig nok til sommer

Huˈse̝in ɔ̞ susε̞nə ˈgifdɔ̞ sɑi̯ nog te ˈsomɔ̞

 

 9. hvor gammel bliver katte?

ˈvɒː’ ˈgɑməl ˈbliɹ’ ˈkε̞də

 

10. postbuddet har ikke mindre end tre telefonsvarere

ˈposdˌbu’əð ˈhɑ’ɹ e̝ːgə ˈme̝ndʁa̝ en ˈtʁe’ˈ te̝ləˈfo’nˌˈsvɔ̞ːɔ̞

 

11. jeg regner ikke med, at hun bliver boende i Århus hele livet

ˈjɑi̯ ˈʁɑi̯nɔ̞ e̝ːgə me ad hun ˈbliɹ’ bo̝ːenə i ɒɹhu’s he̝ːlə liːwəð

  

12. kvinden har startet sit eget firma

ˈkve̝nən ˈhɑ’ɹ ˈsdɑdəð sid ɑjəð ˈfiɹma

  

13. de er altså ikke i familie med hinanden

ˈdi eɹ al’sɔ̞ e̝ːgə i fε̞ˈmil’jə me henˈε̞nən

 

 14. børn ser alt for meget fjernsyn nu for tiden

ˈbœ̞ɹ’n ˈse’ɹ ald fɔ̞ mɑɑð ˈfjeɹnˌsy’n nu fɔ̞ ˈtiːðən

 

 15. Gitte tager overhovedet ikke hensyn til andre end sig selv

ˈgidə ˈtɑ’ ɒwɔ̞ˈvɔ̞hoːəð egə ˈhenˌsy’n te ˈɑndˌʁɔ̞ en’ sɑi̯ ˈsel’

Stødet

Stødet er et lydfænomen, som er særegent for det danske sprog, og som giver udtalen et knirkende præg. Det findes også i engelske og rhintyske dialekter, men i dansk er det en del af rigsmålsudtalen.

 

Artikulatorisk frembringes stødet ved, at udåndingen øges kraftigt, samtidig med at strubemuskulaturen spændes, og stemmebåndene slår sammen. Det er ikke forkert at sige, at taleorganerne et ganske kort øjeblik bringes i ubalance.

 

Stødet viser sig ikke i skriften, så det er vanskeligt at spore dets oprindelse tilbage i tiden, og det vides derfor ikke præcist, hvornår og hvor stødet opstod. Man gætter dog på at det skete i løbet af Middelalderen, omkring år 1100, hvor det indfandt sig som en modsvarighed til det svenske og norske akut accent. Ord, der har akut accent i svensk og norsk, har i reglen stød på dansk, og ord, der har grav accent, har ikke stød.

 

Et af de første vidnesbyrd, vi har om det danske stød, er fra netop en svensker. Den unionsfjendtlige biskop Henning Gad skulle i en agitationstale i 1510 have sagt, at ud over, at danskerne ikke taler som noget andet folk, så trykker de også ordene frem, som skulle de hoste.

 

Som sproglig funktion er stødet betydningsbærende. Se på følgende ordpar.

ikke stød                

byger                      tanken (idéen)        tåget                      

bønner                   

gæller                    

ven                         

ender                      noget                      kul                          

dig                          

hun                         

man                        

mig                         

viser

hænder

stød

byer

tanken (beholder)

toget

bønder

gælder

vend

ænder

nået (at nå)

kål

dej

hund

mand

maj

viser

hænder

Stødet kan kun optræde i en stavelse, der har såkaldt stødbasis. Det indebærer, at stavelsen skal have tryk (hoved- eller bitryk), stemthed og indeholde enten en lang vokal (alle vokaler er stemte) eller en kort vokal efterfulgt af en stemt konsonant. I det første tilfælde tager vokalen stødet, og i det andet falder stødet på konsonanten.

 

Ord med stødbasis er altså 1) ord med lang vokal, f.eks. kå’l, so’l, lu’s, ko’, sto’l, hæ’st, sle’b, 2) ord med kort vokal efterfulgt af stemt konsonant (v, j, r, l, m, n, ng, ð) f.eks. land’, ud’, vild’, dreng’, løn’.

 

Ord som hat, kaffe, hoppe kan således ikke have stød ifølge reglerne. Men alene fordi ord opfylder betingelserne, er det ikke ensbetydende med, at de rent faktisk har stød. En tommelfingerregel er, at enstavelsesord, der har stødbasis, også har stød. Det samme gælder ord, der opfylder stødbasis og ender på grafemerne -el, -en og -er, f.eks. a’del, kå’ben, i’ver.

 

Modsat gælder det, at tostavelsesord, der har endelsen neutralvokalen e i reglen ikke har stød, selv om langvokalen optræder i en stavelse med tryk, f.eks. hule, tone,

lue.

 

Enstavelsesord med stød, der ved bøjning danner ord af denne type, er tilbøjelige til at miste deres stød, f.eks. gu’l, gule, hu’s, huse. Mange ord fastholder imidlertid deres stød ved bøjning, f.eks. ko’/kø’er, fod’/fødd’er, bi/ bi’er. Ved bestemte suffikser er der altid stød, det gælder f.eks. de frekvente endelser -dom og -hed (helligdom’), beskedenhe’d).

 

Stødgrænsen

Det formodes, at stødet, da det dukkede op i 1000-talet, langsomt har bredt sig fra by til by og sogn til sogn, der hvor mennesker har talt med hinanden på tværs af landsdele lige indtil, det dækkede størstedelen af landet og blev en del af rigsmålet Men der er også landsdele uden for stødgrænsen. Der er ikke stød i Sønderjylland, Sydfyn, Langeland, Lolland-Falster samt Bornholm. Den sjællandske dialekt er derimod ekstra præget af stød, hvilket giver dialekten dens særligt knirkede præg.

 

Stødgrænsen

Der er spekuleret i, hvorfor stødgrænsen går lige præcis der, hvor den går. Den er naturligvis til en vis grænse skabt på baggrund af naturens udformning: åer, hav, moser, skove og landegrænser, der har gjort, at folk ikke har interageret og været så meget i kontakt med hinanden, som de måske ellers ville have været. En af de mere spektakulære grænsedragninger mellem stød og ikke-stød finder vi i det Sydsjællandske, hvor det viser sig, at stødgrænsen sammenfalder med en anden gammel grænse – grænsen for krongodset, der frem til 1774 adskilte adelens og kronens godser. Områderne syd for grænsen tilhørte kongen, Christian den fjerde, og han anlagde en helt konkret, fysisk grænse tværs over Sjælland, vildtbanegrøften, som var et højt dige med beplantning og en dyb grøft. Den skulle sikre at vildsvin og krondyr blev inden for kongens jagtområder. Det betød, at når bønder skulle krydse vildtbanen, skete det via landevejene, hvor der var opsat led. Det er nærliggende at forestille sig, at vildbanegrøften og grænsen mellem de sjællandske godser har skabt en kommunikations- og identitetsgrænse mellem bønderne på hver sin side.

  

Dansk talehastighed

Alle taler ikke lige hurtigt eller langsomt. Det hedder sig, at yngre folk i byerne taler hurtigere end ældre folk på landet. Hvis man regner talehastighed i stavelser pr. tidsenhed taler danskerne generelt temmelig hurtigt. Det skyldes de lydlige reduktioner, sproget har gennemgået siden middelalderen, hvor mange konsonanterne er blevet slappere og for en dels vedkommende er blevet til halvvokaler, og at vokaler i bestemte positioner er smeltet sammen. Det handler alt sammen om mindre distinkte indstillinger i de øvre taleorganer, hvilket har gjort det muligt at formilde et større indhold på kortere tid ende f.eks. svenskerne. Hvor vores naboer siger cirka 3 ord i sekundet, så lykkes for danskerne at presse et ord mere ind i sekundet.