Ad eller af?

Et ordpar blandt præpositionerne, der giver særlige problemer, er ad og af, som begge udtales [a’].

Af anvendes om bevægelser ud af noget eller væk fra noget samt årsager: Han steg ud af flyet (ud af). Tag låget af gryden (væk fra). Manden begyndte at græde af sorg (årsag). Båden var fuld af vand (årsag).

Ad betyder ’via’, ’til’, ’langs med’ eller ’hen imod’ og bruges som sådan om bevægelser i en retning, f.eks.: Han cyklede kørte ad Konkylievej, regnen løb ned ad ruden. De løb ned ad trapperne, det går ned ad bakke for FCK.

I et eller to ord?

Hedder det bag ved huset eller bagved huset? I skriftsproget kan det være svært at vide, om præpositionerne skal være i et eller to ord. Tidligere var der en distinktion mellem præposition og adverbium, hvor det skulle være i to ord ved førstnævnte, altså når der er styrelse, men ikke ved sidstnævnte: Jeg går om bag ved huset, og jeg er omme bagved; jeg ryger uden for huset, og jeg ryger udenfor.  I dag er der frit valg ved præpositioner: Jeg går om bag ved huset, jeg går om bagved huset.  Så hvis du er i tvivl, så skriv sammen.

I eller på Færøerne?

Når der er tale om selvstændige nationer, er det mest korrekt at sige i, f.eks. i Grønland og ikke på Grønland, selv om på ikke virker helt forkert, fordi det store land er en ø. Det hedder nemlig på en ø. Af respekt for grønlænderne er der en tydelig tendens til at sige i. Det samme gælder en anden ø i Nordatlanten: Island. Dog gør det sig gældende, at det det er vanskeligt at benytte denne hovedreglen, når det gælder udspredte øgrupper som Færøerne og Filippinerne. Vi siger altså som oftest "på Færøerne" på dansk, selvom det på færøsk hedder "í Føroyum".

Der synes også at være en tilbøjelighed til at bruge på, når der er tale om mindre østater som Cypern, Bahamas og flere endnu, selv om vi referer til landet som en nation. Hovedreglen kan altså ikke sige at være konsekvent.

 

Det kan også være forvirrende, når vi kigger på de præpositioner, vi anvender, når vi tale om landsdele. Der er lige ud ad landevejen, når det er øer: På Fyn, på Bornholm, på Lolland. Dog hedder det på Mols, selv om det ikke er en ø, men ligger på Jyllands næse. Det hedder i Midtjylland og på Midtsjælland, men du bor i Nordsjælland. Derimod er der frit valg mellem at have hjemme "i Sydsjælland" eller "på Sydsjælland". Det er også muligt at sige både i Skagen og på Skagen

Akkusativstyrelse
Hvor præpositioner på andre sprog, f.eks. tysk, kan styre forskellige kasus, styrer de udelukkende akkusativ på dansk (og svensk og norsk). Det skyldes, at den nominative og akkusative bøjningsendelse sammenfalder på skandinavisk i substantiverne. Styrelsen ses derfor udelukkende hos pronominerne, der har også har akkusativ f.eks.

Substantiv                                          Pronomen

Hun kaldte på hunden 
Dorte gik ud af haven    
Han bor i stuen    

Hun kaldte på ham

Dorte gik hen til dem

Hun tog koppen fra mig

Rester af gamle former

I faste vendinger finder vi rester af gamle kasusformer i præpositionsforbindelser. Genitiv har vi ved præpositionen til, f.eks. til vands, til bords, til søs, til råds. Dativ ved præpositionen i og på, f.eks. i sinde, i tide, på faldende fode. Men disser former for prøpostioner bleviver sjældent brugt i daglig tale og behøver ikke den store opmærksomhed.

 

Som det er fremgået, er det yderst vanskeligt at få styr på præpositionerne. Der er ingen anden vej end at blive gode til dem gennem at anvende dem i praksis, når du taler. Eller også må du simpelthen øve dig, og det kan du gøre her: