Adverbier (biord)

Adverbierne er den mest uensartede af alle ordklasserne, og den kan betragtes som en ordklasse for alle de (små)ord, der ikke kan anbringes i de andre klasser. De defineres altså til en vis grad negativt. 


Adverbiernes funktion er, som det til dels også gælder adjektiverne, at nuancere og præcisere omstændighederne for det, sprogbrugeren udtrykker. Hvor og hvor meget og hvordan? Men hvor tillægsordene lægger sig til substantivet, et smukt hegn, lægger adverbiet sig, som det det latinske udtryk ”ad verbium” også signalerer, til verbet: Hun synger smukt. Som det også fremgår af eksemplet er del adverbier funktionsbestemte og må bestemmes ud fra deres syntaktiske placering. Det samme ord kan altså snart optræde som adjektiv og snart som adverbial, jf. huset er rødt, jeg ser rødt. Der skelens derfor mellem ægte (fødte, rene) adverbier, og uægte adverbier, der er dannet af adjektiver.

Ægte adverbier
De ægte adverbier er kendetegnet ved, at de udelukkende kan anvendes som adverbier. Det gælder f.eks. følgende ord, inddelt efter hvilken egenskab de modificerer eller præciserer

Forbehold: kun, ikke, måske
Bekræftelse: netop, præcis, jo, sandsynligvis
Tid: senere, før, nu og da, tit
Sted: her, der, derovre, herhenne

Årsag/virkning: derfor, således, ifølge, deraf

Grad: forholdsvis, til en vis grad, meget

Uægte adverbier
De uægte biord er dannet af adjektiver og har ofte – i modsætning til de ægte biord –  afledningsmorfemet -t, som vi kender fra adjektivernes neutrumform, f.eks.

Hun synger for højt, så naboerne lukker vinduet

Væggen er dårligt malet, men hun er ligeglad

Det var dumt gjort, sagde hun

Bilen kørte hurtigt ind i rundkørslen