Stilistiske variationer og semantiske konsekvenser
Hvis vi kigger nærmere efter, kan der være stilistiske nuancer i de nære varianter af kollokationer. Man kan opløse / ophæve / afbryde / sløjfe / slutte / annullere / sløjfe en forlovelse, mens man kan aflyse / afmelde / afblæse / opgive selve brylluppet
Der er forskel på at sløjfe og ophæve et bryllup. Det første lyder ganske casual og kan være en formulering, der bliver brugt i vennekredsen, mens ophæve kan have en mere juridisk indebyrd. Hvis du siger afbryde
forlovelsen, er det det samme som at ophæve den, men at afbryde et bryllup er det ensbetydende med, at det er selve bryllupsfesten eller -ceremonien, der bliver afbrudt.
Pointen er her, at kollokationer kan være bærer af både de små stilistiske nuancer og selv de mindste justeringer kan give store afgørende og dramatiske udsalg på indholdssiden. Lad os tage et eksempel mere. Det er for eksempel ikke det samme at sige, at flæskestegen står på bordet eller flæskestegen ligger på bordet. Hvis den står på bordet er den klar til at blive spist med sprøde svær og laurbærblade. Hvis den ligger på bordet, skal den tillaves eller ind i køleskabet. Hvis du er på ferie og bruger kollokationen, at du er på stranden, er det nogle helt andre billeder, det frembringer, end hvis du siger, du er ved havet, selv om du befinder dig på det samme geografiske sted. I første tilfælde er det strandlivet med iskager, badeende børn og beach volley, vi ser for os, mens det andet har naturoplevelsen i højsædet.
Der synes at være bestemte typer af kollokationer, der går igen. Kernen i en hel del af dem er f.eks. et substantiv, som sprogbrugerne er tilbøjelige til at lænke sammen med de samme verber, adjektiver eller præpositioner blandt flere mulige. En anden hyppig kollokation er to substantiver sat sammen med konjunktionen og. Vi finder også en del, der består af et verbum med tilhørende refleksivt pronomen og / eller verbalpartikel.
verbum + substantiv: sætte pris på noget, tage en chance, løbe en risiko
adjektiv + substantiv: barske realiteter, blodigt alvor, vægtige argumenter
præpositioner + substantiv: på universitetet, i skolen, i banken
Substantiv + substantiv: godt og skidt, ting og sager
Verbum med pronomen og/eller verbalpartikel: sætte sig ned, blive af med
Gøre og lave
Et ordpar, der ikke sjældent kan være vanskelig at holde styr på, er verberne gøre og lave. De indgår i forskellige kollokationer afhængigt af, hvad de bliver brugt til. Selv om det ikke er helt enkelt at afgøre, hvornår det ene eller det andet ord, skal benyttes, er der her dog tale om en vis systematik, Hovedreglen er, at når der er tale om en aktivitet, eller det handler om at fremstille og færdiggøre noget, så benyttes lave i dansk, f.eks.: hun laver bilen, Hvad skal vi lave i morgen? Hvad vil du lave, når du bliver stor?
I andre sammenhænge anvendes gøre: Hvad gør vi nu? Han gør alt, hvad han kan for at tabe sig. Distinktion er ikke helt enkel, og verbet gøre optræder i en lang række faste forbindelser, hvor det intuitivt burde have været lave. Hvorfor hedder det f.eks. at lave mad, men at gøre rent?
Også en del bevægelses- og tilstandsverber, der danner døde metaforer, optræder i leksikalske flerordsforbindelser, der kan være vanskelige at lære at beherske for folk, der ikke er. På dansk og norsk er det muligt både at løbe og gå et manuskript igennem, mens kun gå kan benyttes i tilsvarende kontekster på svensk. Når vi stiger ud af sengen om morgenen i Danmark og Norge og ser solens første stråler, siger vi, at solen står op på, mens den går op på svensk. Eksemplet viser, hvordan vi som sprogbrugere anvender sproget billedligt til at skabe orden i den verden, vi lever i, ved at placere de ting, vi taler om, i forhold til os selv og hinanden i rum og tid. Det er altså den sproglige operation, der ikke altid sker på helt samme måde selv i de skandinaviske sprog.
Kollokationer og kulturelle koder
Hvis en studerende fra Kroatien, der lærer dansk, skulle komme til at sige sager og ting i stedet for ting og sager, kan der eventuelt opstå en smule støj i kommunikationen, men det har ikke den store betydning for, hvorvidt han eller hun bliver forstået af sine danske samtalepartere eller ej. Imidlertid er der også kollokationer, der er bærere af specifikke danske koder og referencer, der kan gå tabt eller bliver forkerte, hvis det ikke bliver anvendt eller afkodet helt nøjagtigt efter deres hensigt. Som tidligere nævnt er kollokationerne leksikalske enheder, som sprogfællesskab bruger til at beskrive en tilbagekommende, hverdagsagtig situation, og det betyder omvendt også, at netop de og de formuleringer, hentet fra sammenhængen, kan blive sat til at dække den helhed, de indgår i. Hvis jeg i Danmark spørger nogen, om vi skal tage en kop kaffe, så er det ikke ensbetydende med, at vi skal vælge fra listen af kaffeudbud på den cafe, vi eventuelt opsøger. Spørgsmålet går slet og ret på, om vi skal finde et sted, hvor vi kan sludre og hygge os. På engelsk kunne de være grap a cup of coffee. Den svenske modsvarighed kunne her være: att ta en fika.