Kollokationer - ord i en sammenhæng

I dansk som i alle andre sprog er der ord, der har for vane at optræde sammen med andre ord på en bestemt måde. Det er den slags faste, leksikalske forbindelser, vi kalder kollokationer. I modsætning til frie sætninger, der laves til lejligheden, f.eks. Karen fik blomsterne i går eller jeg har lige tabt nøglerne, ligger denne typer af ord allerede kædet sammen og er klar til at blive brugt, f.eks. sove trygt og godt, stille et forslag, gennemtrumfe sin vilje, hård kritik osv.

Vi danskere tilegner os kollokationerne, mens vi vokser op, og de forekommer os derfor helt naturlige, men for en sprogbruger, der ikke har lært dansk fra barnsben, kræver beherskelsen af den slags sproglige formler stor ordmæssig kompetence, hvis sproget skal fremstå som flydende.

Udfordringen er, at der ikke er nogle faste regler, som siger, at netop de og de ord skal sættes sammen, for at det skal blive godt dansk. Der er snarere tale om sproglige mønstre, som på et eller andet tidspunkt har indstiftet sig som en vane blandt sprogbrugerne. På dansk hedder det f.eks. at fremlægge beviser og fremvise legitimation, selv om der ikke havde været noget i vejen for, at det kunne have heddet "fremvise beviser" og "fremlægge legitimation". Men det gør det altså bare ikke. Hvorfor er det, det hedder døren står åben, men døren er lukket? På samme måde hedder det begå en forbrydelse og udføre en handling og ikke "udføre en forbrydelse" og "begå en handling".

 

Det er ikke helt forkert, og det giver ikke nødvendigvis anledning til misforståelser, hvis ikke dine kollokationerne ”sidder lige i skabet”. De enkelte ord har ikke mistet deres oprindelige betydning som med talemåder, men det kan skure i ørerne på danskerne. Problemet kan enten være, at du overfører kollokationer fra dit eget sprog til dansk, eller at du ikke har tilegnet dig de danske.

Færdigformulerede sekvenser

Kollokationerne kan betragtes som de færdigformulerede sekvenser, et sprogfællesskab er kommet til at opfatte som en naturlig helhed, og som man er blevet enige om at benytte til at beskrive en tilbagekommende, letgenkendelig situation. Det gælder ikke mindst sociale møder, hvor vi udveksler høflighedsmarkører af typen: Hvordan går det, tak for sidt, det var længe siden, ha’ det godt, tiden går osv.

Selv om de fleste kulturer har det med at benytte den slags indarbejdede fraser, bliver det sjældent gjort på helt samme måde. Det danske udtryk jeg fryser, modsvares på tysk af mir ist kallt (det er koldt for mig), engelsk I am cold (jeg er kold) spansk Tengo tengo (jeg har kulde) og arabisk اردان اب آن ا (Jeg føler mig kold). Hvis du kigger op en solskinsdag vil du på dansk høre formuleringen ”en skyfri himmel”, som finder sin modsvarighed på engelsk,  a  cloudless  sky,  mens  en  svensker  nok  

hellere ville benytte blå himmel. Der er et utal af eksempler på den slags forskelle. I Danmark, ligesom i Sverige og Norge, børster vi vores tænder, men vi kunne jo i princippet lige så godt vaske, rengøre eller skure dem. Eller hvorfor ikke pudse dem, som det hedder på tysk?

 

Kollokationer kan være mere eller mindre stærke. Nogle synes at ligge helt fast. Det hedder at gå i skole, og ikke at gå på skole. Jeg arbejder på en restaurant og i en restaurant. Til gengæld går jeg i en kiosk. Netop ordklassen præpositioner, som vi finder i de foregående eksempler, danner kollokationer, som er stærke, specifikke for de enkelte sprog og yderst vanskelige. Det skyldes, at de ofte optræder som døde metaforer, når vi bruger sproget til at forankre og placere det, vi taler om, i forhold til  hinanden og os selv. Den kognitive semantik har fastslået, hvordan vi som mennesker har en tendens til at orientere os i forhold til omgivelserne som den krop, vi er i tid og rum, og det er det, der sætter sig i dannelsen af mange kollokationer. Når vi er på arbejde, som det hedder, danner det et billede af en flade, du befinder dig på, selv om du ret beset arbejder inde i fabrikshallen. Blyanten, der er aflang som en menneskekrop, ligger på bordet, mens termokanden, der befinder sig vertikalt, som hvis du selv stod op, står på bordet. Vi vender ryggen til problemerne, ligesom, du forestiller dig, at du går fra dem, og det kan også være du stiller dig ansigt til ansigt mod dem.