Diskurspartikler -
og andre småord med stor betydning
Mal stakittet!
Når vi skal tale og forstå et sprog, der ikke er vores eget, er vi ofte meget fokuseret på indholdsord som substantiver, adjektiver og verber, der meget tydeligt fortæller os, hvad det, der bliver sagt eller skrevet, drejer sig om. Hvis jeg f.eks. siger: Mal stakittet grønt, så er der ikke så meget tvivl om, at:
1. Det er stakittet, jeg taler om,
2. Jeg ser gerne, at du maler det.
3. Og den farve, det skal være, er grøn.
Ikke rød eller gul.
Men i al kommunikation handler det ikke kun om, hvad der bliver sagt, men også, hvordan vi har det med det, som sproget er sat til at behandle.
Hvis jeg nu f.eks. i stedet siger sådan her: Nu må du faktisk gerne lige male stakittet grønt, ikke? så er der tilkommet en række småord, der sådan set ikke ændrer, det indhold, som bliver formidlet, men som på en og samme gang dæmper og forstærker det sagte. Det gælder nu, faktisk, gerne, lige og ikke, der tilhører gruppen af de såkaldte diskurspartikler. Vi taler om en pragmatisk ordkategori, der først og fremmest optræder i talesprog, og det, der kendetegner dem, er, at de er en del af det dynamiske samspil, som der altid er mellem afsender og modtager. De har til opgave på forskellige måder at udtrykke de følelser og indtryk, som samtaleparterne investerer i det, der bliver talt om. I eksemplet herover indikerer faktisk, at det er på høje tid, mens gerne og lige moderere det krav, der netop er fremsat, og endelig forsøges der med det afsluttende ikke, som gør udsagnet til en spørgesætning, at opnå en slags forståelse hos modtageren.
Undskyld, men kan du ikke lige være sød at lukke vinduet?
Essensen af overskriften er: Luk vinduet. men sådan kommunikerer vi ikke så gerne. Det ville være for offensivt. Endnu et eksempel: I et radioprogram var der en diskussion om, hvorvidt det var en god ide at indføre morgenbøn i skolerne. En kommunalpolitiker fra de Konservative sagde: Jeg synes nu egentlig, det er meget godt med morgenbøn. I en mere kategorisk udgave kunne samme synspunkt være formuleret sådan her: Det er godt med morgenbøn, men der er en stor forskel på de to måder at udtrykke sig på. Sidstnævnte er en proposition om, hvordan det forholder sig i den faktiske verden, mens tilstedeværelsen af de små ord i det oprindelige udsagn, sammen med jeg synes, gør, at der bliver lagt et subjektivt lag mellem afsenderen og ytringen. Vedkommendes ja til morgenbøn i skolerne er vokset frem efter mange og indgående overvejelser. Nu egentlig indikerer, at der er faktorer, der betyder, at det kunne være blevet et nej, men disse er taget i betragtning og vejer ikke så tungt, at det ændrer det overordnende positive standpunkt til morgenbøn. Udtrykket meget godt kan umiddelbart virke som en forstærker af det sagte, men betyder i virkeligheden snarere det modsatte. Det er ikke helt dårligt. Der er nogle fordele ved morgenbøn, der kan fremholdes.
Diskurspartiklerne har ikke en leksikalsk betydning i sig selv, men må afkodes på baggrund af den sammenhæng, de optræder i. Derfor kan vi ofte være tilbøjelige til at glemme dem, når vi plukker og anvender ord på et andet sprog end det, vi er født med. Det er imidlertid meget uheldigt, for diskurspartiklerne er nemlig en naturlig del af sproget, og det er faktisk dem, der gør, at vores sprogbrug fremstår som levende og idiomatisk. Vi anvender dem, som vi har set herover, i høj grad til at udtrykke den stemning, vi selv befinder os i, og for at foregribe, hvordan vores samtalepartnere vil modtage, det, vi har på hjertet.
Hvis du ikke husker disse små ord, kan dit sprog fremstå som stift og tørt – og meget udansk. Uden at have noget videnskabeligt bevis for det, kan det nemlig synes, som om frekvensen af diskurspartikler er højere i dansk end i mange andre sprog. F.eks. er et ord som lige et ord, der optræder rundt omkring i danske ytringer, uden at det altid er klart, hvad det semantisk er sat til at bære på af betydning: Det kan jeg ikke lige huske, det er lige meget, kan du ikke lige hente mælken?
Han er jo ikke så gammel
Når vi som sprogbrugere anvender diskurspartiklerne, har det i høj grad den funktion, at vi vil sikre os, at vores samtalepartner har modtaget og forstået, det vi siger, præcis på den måde, som det er tilsigtet, og det samtidig med, at vi foregriber, hvordan de måtte tolke og reagere på det, de hører. Diskurspartikler hjælper os i den vanskelige balancegang mellem tydeligt og præcist at få fremført vores synspunkter, samtidig med, at vi sikrer os, at der undervejs er blevet taget de nødvendige hensyn til vores samtalepartnere. Det er de rammer, enhver kommunikation finder sted indenfor.