Det danske skriftsprogs inventar er de latinske bogstaver, der afløste runealfabetet omkring år 1100. Grundprincipperne for skriftegnene er, at der til et fonem svarer et grafem. Bogstaverne passer imidlertid ikke i alle enkeltheder til dansk, og allerede tidligt i middelalderen blev bogstaverne <æ> og <ø> tilføjet, som det også skete i svensk (hvor det grafiske udtryk fra 1526 bliver noget anderledes: <ä> og <ö>). Til at begynde med var de nye bogstaver formet af de latinske bogstaver a og o med et lille e ovenover til at betegne den palataliserede omlyd. Det latinske alfabet havde heller ikke et grafem for konsonantlyden [ŋ], som f.eks. optræder i ord som <dreng>, <lang>. I stedet for at opfinde et nyt bogstav, valgte man her at skrive lyden med to bogstaver i dannelsen af en såkaldt digraf: <ng> (digraf er et fonem repræsenteret af to grafemer). Det ser vi også i andre sprog, tysk og tyrkisk, der må lægge nye bogstaver til for at få skriften til at passe den udtale, sproget benytter sig af.

​

il det nordiske bogstav <å> knytter sig en særlig historie. Grafemet repræsenterer i dag den lydlige udvikling af langt a, som fandt sted tilbage i yngre middeldansk (ca. 1350–1525). Mens Sverige og Norge allerede begyndte at bogstavere med bolle-å i løbet af 1500-tallet, var notationen i dansk dobbelt <aa> helt frem til retskrivningsreformen af 1948, hvor det blev vedtaget at indføre bogstavet <å>. Men først i 1955 blev det endeligt besluttet, at bolle-å’et skulle stå bagest i alfabetet. Oprindelig var å et lille <a> skrevet oven på et andet <a>. Det modsvarer <o> eller <aw> på engelsk, på franks er det <o>, <au> eller <eau>, og på de fleste andre sprog o.

 

I dag består det danske alfabet af i alt 29 bogstaver, ni vokalgrafemer og tyve konsonantgrafemer. Vokaltegnenes navne er vokalen udtalt langt med stød. Konsonanterne, der som lukkelyde ikke kan udtales for sig, har fået deres navne ved tillæg af vokal initialt eller finalt. Også en del af konsonanternes bogstavnavne er udtalt med stød.