Talemåder

Han er vist ikke den hurtigste knallert på havnen

I alle sprog kan ordenes betydning blive ophævet, når de optræder i talemåder. Når jeg for eksempel siger, at ”det skete som lyn fra en klar himmel”, skal du ikke kigge op i himmelen og forvente at se lyn og høre tordenskrald. Hvad, jeg end taler om, har det intet som

helst med vejret at gøre. Jeg fortæller måske, at jeg i her til formiddag pludseligt blev ramt af en anden bil på vej hjem, fordi der var en idiot, som kørte over for rødt.


En talemåde som den her er altså kendetegnet ved, at det konkrete indhold ikke har en betydning i sig selv, men fungerer som et billede på, lyn fra en himmel uden tordenskyer, hvad jeg egentlig har til hensigt at udtrykke. At der skete noget pludseligt eller uventet.


Eksemplet er ganske lige til, også for sprogbrugere, der ikke har hørt udtrykket før, men sådan behøver det ikke at være. Hvad gemmer der for eksempel bag idiomet i overskriften herover: Han var ikke den hurtigste knallert på havnen. Det vender vi tilbage til. 

Udtryks- og holdningsplan
Blandt de mere indlysende talemåder finder vi f.eks. dyrelignelser af typen doven som en hund, fri som en fugl, dum som et får, snu som en ræv, hvor sammenligningsordet som etablerer en overføring af de associationer, som dyret vækker, til den person, udtrykket er sat til at betegne. Andre oplagte billeder henter vi sportens verden, smide håndklædet i ringen, være vandbærer, gå efter manden i stedet for bolden og transportmidler, f.eks. bilen set i bakspejlet, slå bremserne i, træde på koblingen eller speederen. Vi finder i øvrigt tilsvarende idiomer, der henter sine billeder fra det gamle landbrugssamfund og bruger transportmidler fra dengang: at klappe hesten, stramme eller slippe tøjlerne. 

Der er også talemåder, hvor det ikke umiddelbart er muligt at se nogen berøring mellem det bogstavelige, leksikalske niveau og det tilsigtede indhold. Det gælder f.eks. udtryk som at gå til makronerne, falde i staver, stå med fletningerne/håret i postkassen, klare ærterne, for fulde gardiner, tungen på vægtskålen, gå agurk, Årsagen kan være, at forbindelsen er gået tabt, mens udtrykket stadig figurerer i sproget som en død metafor. I disse tilfælde er det kun medlemmer af det bestemte sprogsamfund, hvori idiomet optræder, der har en forudsætning for at forstå meningen. Forstavelsen idio- (græsk og latin: idioma = særegenhed) sigter til, at der er tale om en sprogbrug, som er kendetegnende for en bestemt sprogkreds.

De talemåder, et land og samfund benytter, afspejler samtidigt ikke overraskende, hvad indbyggerne er optaget af til forskellige tider, og hvad der dominerer hverdagen, omgivelserne og naturen. At Danmark har en umådelig lang kyststrækning, f.eks. tre gange længere end Tysklands, og derfor er en udpræget søfartsnation, har meget naturligt sat sig i vores talemåder: 

For fuld skrue
Have vind i sejlene
Holde skruen i vandet
Nogens mund er lukket med syv sejl
Rotterne forlader den synkende skude
Stå ved roret
Sætte alle sejl til
Sætte skibe i søen
Vende skuden
Være i samme båd


Der er dog også en række idiomer, der optræder i flere sprog, og ikke sjældent er der tale om oversættelseslån. Det gælder f.eks. det danske idiom at tage benene på nakken, der finder sin modsvarighed på tysk, svensk, norsk og fransk: die Beine in die Hand nehmen, lägga benen på ryggen, prendre les jambes a son cou. På skandinavisk spytter vi i næverne, når vi skal tage fat på et hårdt stykke arbejde, og på tysk lyder det tilsvarende in die Hande spucken

Tordenskjolds soldater
Talemåder kan være hentet ud af bestemte kontekster, hvor en enkelt vending bliver sat til at gøre til at gøre det ud for alt det, som den oprindelige tekstsammenhæng repræsenterede. En talemåde kan f.eks. være plukket ud af en større litterær, politisk, historisk sammenhæng og direkte spille på alle de medbetydninger, der har været involveret til at begynde med. Vi kan kigge på et par danske klassikere i kategorien: Tordenskjolds soldater, kejserens nye klæder, sætte kikkerten for det blinde øje, rette bager for smed. Disse stående udtryk kan være særligt vanskelige at dechifrere for en udlænding, eftersom de ikke kun kræver et dybtgående kendskab til det danske sprog, men også, hvis udtrykket skal forstås til bunds, et indblik i den danske kulturkreds.


Førstnævnte, Tordenskjolds soldater, alluderer til anekdoten om den store søhelt, der i begyndelsen af 1700-tallet narrer en svensk kommandant til at opgive uden kamp. Tordenskjold lader sine soldater marchere talstærkt gen nem fjendens gader, og ved det skrækindjagende syn strækker kommandanten våben. Hvad, svenskeren ikke ved, er, at når de forreste soldater har passeret forbi hans vindue, skynder de sig at slutte sig til bagtroppen og tager en runde mere. I dag er udtrykket en stående vending i de sammenhænge, hvor vi er blevet trætte af at se de samme personer optræde igen og igen (f.eks. i næringslivet, kulturlivet, underholdningsindustrien og modeverden).


Udtrykket kejserens nye klæder stammer fra H. C. Andersens nok så kendte eventyr om skrædderne, der binder kejseren på ærmet, at det tøj, de har fremstillet, er så udsøgt og fornemt, at kun kloge folk kan se det. Kejseren og folk i hans omgivelser skynder sig at slå hænderne sammen i begejstring. Plattenslageriet bliver afsløret, da et barn og en fuld stodder ud- bryder i kor: ”Han har jo ikke noget tøj på!” Udtrykket kejserens nye klæder er senere blevet et fast, nedsættende udtryk, der benyttes i sammenhænge, hvor eftersnakkere alt for let lader sig dupere af ingenting. Eventyret har til- lige affødt idiomet Af børn og fulde folk (skal man høre sandheden).


Sætte kikkerten for det blinde øje er et fast billedligt udtryk for hårdnakket at følge sit eget hoved og fornægte sandheden. Idiomet skyldes den enøjede søhelt Lord Nelson. Under slaget på Reden i 1801 signalerede den øverstkommanderende, at slaget var afblæst. Stillet over for den besked satte Lord Nelson kikkerten for det blinde øje og sagde: ”Jeg ser ikke noget flag”, hvorefter han kastede sig ind i kampen.


Rette bager for smed betyder at afstraffe en uskyldig og lade en skyldig slippe af bekvemmelighedsgrunde. Vendingen stammer fra en af Johan Herman Wessels historier (1777), der handler om et lille lokalsamfund, hvor en smed har begået en forbrydelse, der takseres til dødsstraf. Desværre var der kun en smed i byen, og han kunne næppe undværes. Til gengæld var der to bagere - og så henrettede (rettede) man en af dem i stedet for.

Øvelse:

Et antal talemåder knytter sig til Det Danske Kongehus. Prøv at undersøge, hvad følgende to udtryk kommer af:

Det ligner Kong Volmers røv

Så tager vi den en gang til for Prins Knud